dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

København klar til at byforny 1.200 utidssvarende boliger

Stadig 2.900 boliger i København uden eget toilet.
22. DEC 2022 7.20

KØBENHAVN: Der skal gøres noget ved de usunde og utidssvarende boliger i København, hvor kommunen er klar med 151 mio. kr. til at fremme den grønne omstilling gennem bygningsfornyelse af 1.200 ældre boliger, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen.

Behovet for byfornyelse i København er markant højere end i resten af Danmark. Selvom langt størstedelen af befolkningen tager det som en selvfølge, at et toilet hører til i egen bolig, er det for 2.900 boliger i hovedstaden alligevel ikke tilfældet. 17.600 hjem er uden eget badeværelse, og derudover er hele 70 pct. af byens etageejendomme af energimærke D eller dårligere.

På den baggrund har Teknik- og Miljøforvaltningen indstillet 21 ejendomme med i alt 1.200 boliger til økonomisk støtte, som skal afhjælpe helt konkrete problemer med almindelige fornødenheder som bad og toilet og dårligt indeklima. Samlet set har projekterne en værdi af 151 mio. kr.

20 toiletter og 62 bad

Pengene kommer fra den kommunale byfornyelsesramme, som er målrettet andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme. 

Siden 2018 har Københavns Kommune støttet 111 bygninger og dermed i alt 6.459 boliger med over en halv milliard kroner. Sammen med ejernes egenfinansiering har det betydet en samlet investering i renoveringer af ældre københavnske ejendomme på i alt 1,8 milliarder i perioden.

Indsatsen i de 21 ejendomme medfører en gennemsnitlig beregnet energibesparelse på 26 pct. – med et par højdespringere, der mere end halverer deres energiforbrug ved bl.a. også at installere solceller. 775 boliger, som i dag er belastet af trafikstøj, støjdæmpes, og der installeres i alt 20 toiletter, 62 bad og et enkelt fjernvarmeanlæg.

ka

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.