
KØBENHAVN: En kommunal døgninstitution for udsatte og kriminalitetstruede unge i København får nu kritik af flere eksperter. Institutionen, der er under skærpet tilsyn af Socialtilsyn Hovedstaden, har nemlig problemer med blandt andet vold, våben og stoffer. Det skriver Kommunen.dk.
Afsløringerne kommer på baggrund af aktindsigter i tilsynsrapporter, whistleblowerhenvendelser, samtaler med tidligere medarbejdere og forældre til anbragte børn samt interne dokumenter fra institutionen, som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået. Nu kan Kommunen.dk berette om en hverdag på Fensmarkgade, der ikke lever op til kravene.
- Det fremstår hverken som et trygt sted, eller et sted, hvor man formår at skabe en positiv udvikling og trivsel, som jo er årsagen til, at man anbringer de her børn, siger Ann-Karina Eske Henriksen, der er docent ved Københavns Professionshøjskole og ekspert i udsatte børn og unge, til Kommunen.dk.
Tea Torbenfeldt Bengtsson, der er professor i sociologi hos Vive, har gennemgået flere af kritikpunkterne og mener, at forholdene er dybt bekymrende. Hun frygter, at de unge bliver fastholdt i deres problemer, imens de er på Fensmarkgade:
- Mit indtryk er, at de gør det så dårligt, at der er unge, der bliver svigtet.
Tidligere medarbejdere og flere andre parter har i løbet af 2023 sendt en række bekymringshenvendelser til både kommune og tilsyn om alvorlige forhold på Fensmarkgade. Men problemerne går længere tilbage end det, skriver Kommunen.dk.
Kommunen får kritik
Fensmarkgade trak i september 2019 overskrifter i flere medier, da en kun 13-årig dreng blev skudt i brystet på en 17-årigs værelse. Flere eksperter vurderer over for Kommunen.dk, at skyderiet burde have advaret ledelsen om, at det er vigtigt med en systematisk indsats mod våben på institutionen.
Men fire år efter episoden er der ifølge Socialtilsynets vurdering “ingen systematisk indsats” rettet mod de unge ift. ulovlige våben og stoffer.
Tidligere ansatte beretter derimod om, at der er flere unge, der har knive på værelserne, samt at en ung tidligere har fået forhandlet et konfiskeret våben tilbage.
Ann-Karina Eske Henriksen mener, at Københavns Kommune ikke har reageret tilstrækkeligt på de mange opråb og alvorlige forhold.
- Hvis kommunen havde løftet sit ansvar godt nok, havde der ikke været et skærpet tilsyn. Så det indlysende svar er et nej. I al den tid hvor det her står på, hvor man laver påbud og det ene skriv efter det andet, er der jo nogle børn, som er anbragt i nogle utrygge rammer, siger hun til Kommunen.dk.
I et skriftligt svar oplyser Socialforvaltningen i Københavns Kommune til Kommunen.dk, at “Forvaltningen har tillid til, at ledelsen har de kompetencer, der skal til for at genoprette stabiliteten i personalegruppen, skabe et godt arbejdsmiljø og sikre den nødvendige faglige kvalitet gennem de handleplaner, der er igangsat.”
I Socialtilsynets afgørelse om skærpet tilsyn fra december står der dog, at “Socialtilsynet vurderer på baggrund af ovenstående, at der er grund til alvorlig bekymring for, om ledelsen af Fensmarkgade har tilstrækkelig høj kvalitet (...)".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.