

ODENSE: Odense sætter nu alle sejl ind på at sikre, at de kommende tiårs stor-byggerier skal foregå på ordentlige arbejdsvilkår. Med sloganet 'Odense skal bygges på ordentlige vilkår' søsætter byen en storstilet kampagne, der skal brede sig til alle byens byggepladser. I går blev det nye tekniske fakultet på Syddansk Universitet de første, der markerede tilslutningen.
Onsdag aften besluttede et enigt byråd at styrke sin egen indsats mod social dumping via arbejdsklausuler, etableringen af en kontrolfunktion med to ansatte og brug af økonomiske sanktioner.
- Vi ser på landsplan alt for mange eksempler på social dumping og fusentaster, der udnytter billig polsk arbejdskraft. Når vi i Odense skal i gang med et byggeboom, så vil vi ikke finde os i den slags adfærd. Det vil gavne vores lokale håndværkere og de håndværkere, der bliver udnyttet på det groveste. Vi vil ikke finde os i det, siger borgmester Anker Boye (S).
Mest andre bygherrer
Odense kommune er kun selv bygherre for en brøkdel af de byggerier, der de kommende år vil skyde op overalt i byen. Derfor går en stor del af indsatsen på at få andre bygherre med på kampen mod social dumping. Det skal ske via en større kampagne, hvor budskabet og indsatsen gerne skal sprede sig fra byggeplads til byggeplads.
Syddansk Universitet har allerede taget imod kampagnen og universitetets rektor, Jens Oddershede, er glad for, at Odense Kommune har valgt at starte sin kampagne ved et af byggerierne på universitetet:
- Det betyder meget for os, at der bliver bygget på ordentlige vilkår her, og at der i det hele taget er ordnede forhold på de byggerier, vi som universitet er involveret i, siger han.
Odense kommune vil fortsætte kampagnen i hele byggeperioden og på sigt også udvide den til andre brancher.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.