
Der var under topartsforhandlingerne enighed om, at kommunerne har brug for ekstra hjælp til at håndtere det aktuelle flygtningepres. Derfor er der nu samlet set blevet afsat 1 mia. kr. , og kommunerne kan fra i dag søge midler fra to forskellige boligpuljer – målrettet henholdsvis almene boliger og midlertidige boliger. Det oplyser KL.
Der er afsat 640 mio. kr. til at etablere små almene familieboliger med en billig husleje. Kommunerne er velkomne til at opføre større boliger, men mindst halvdelen af boligerne i det enkelte byggeri skal være mindre end 55 m2. Puljen fordeles med udgangspunkt i fordelingen af flygtninge mellem kommuner og med afsæt i den enkelte kommunes boligbehov. Kommunerne har fuld anvisningsret til boligerne, så de kan målrettes flygtninge. I alt kan der med denne pulje etableres op mod 10.000 nye boliger.
Og der er afsat 150 mio. kr. til statslig medfinansiering af midlertidige boliger og ombygning af egnede tomme bygninger til flygtninge. Dette vil give kommunerne langt større fleksibilitet.
- Der er ikke nogen tvivl om, at det er en meget stor udfordring for kommunerne at finde boliger til de mange flygtninge, så jeg er rigtig glad for, at vi fik indgået en god aftale, som nu udmøntes. Regeringen giver hermed en markant økonomisk saltvandsindsprøjtning, som vil kunne mærkes. Både i forhold til boliger og i forhold til integration. Og som sidegevinst vil flere billige boliger komme alle med lave indtægter til gode, siger Udlændinge-, integrations og boligminister, Inger Støjberg (V).
KL: Kun første skridt
Også KL glæder sig over, at midlerne nu bliver frigivet. Mange kommuner er klar til at søge hurtigst muligt, fortæller Martin Damm:
- Mange kommuner står i akutte problemer med at skaffe tag over hovedet til de mange flygtninge, der er kommet til landet. Derfor var boliger meget højt prioriteret i forhandlingerne med regeringen, og derfor er det rigtig godt, at vi sammen med regeringen har sikret, at kommunerne kan komme i gang med at bygge. Men det er vigtigt at slå fast, at denne aftale kun er første skridt, da den fremtidige udfordring kan vise sig at være langt større. Derfor skal vi følge udviklingen i behovet for boliger tæt de kommende år, og vi ser frem til at fortsætte drøftelserne med regeringen til sommer under økonomiforhandlingerne, siger han.
Udover midlerne til boliger er der i 2016 og 2017 indført 50 pct. refusion af de udgifter, som kommunerne har til midlertidig indkvartering. Refusionen ydes inden for et loft på 2.000 kr. pr. måned pr. borger i midlertidig indkvartering.
Forhøjet integrationstilskud
Samtidig blev regeringen og KL under forhandlingerne enige om at forhøje det ekstraordinære integrationstilskud med 225 mio. kr., så kommunerne i alt får 425 mio. kr. i 2016. Social- og Indenrigsministeriet har nu fordelt disse midler til kommunerne.
Det ekstra integrationstilskud er ifølge Social- og Indenrigsministeriet fordelt efter oplysninger om kommunekvoterne for 2015 og 2016 og oplysningerne om kommunernes grundtilskud for udlændinge omfattet af integrationsprogrammet i 2014.
Regeringen har derudover fremsat lovforslag om at forhøje grundtilskuddet for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i 2017 og 2018 samt styrke resultattilskuddet til kommunerne, når en flygtning kommer i job eller uddannelse.
Se fordelingen af integrationstilskuddet hos Social- og Indenrigsministeriet her.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.