
Det er i år fjerde gang, Ankestyrelsen udgiver Børnesagsbarometret, der måler kvaliteten af kommunernes juridiske behandling af børnesager. Barometeret er netop blevet offentliggjort, og rapporten viser, at kommunerne halter efter på flere krav.
- Jeg er glad for, at underretninger bliver håndteret, og at der iværksættes akutte foranstaltninger, når der er behov for det. Underretninger er et helt afgørende redskab til at opspore de børn og unge, der har brug for hjælp, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
- Men rapporten viser også et klart behov for at få givet børnene en stærkere stemme i sagsbehandlingen. Derfor glæder det mig, at vi med Barnets Lov får indført nogle rammer, der styrker inddragelsen af børn og unge i beslutninger, der handler om deres eget liv, fortsætter hun og understreger, at der stilles krav til kommunerne.
Børnesagsbarometret 2023 er baseret på en gennemgang af i alt 765 sager fordelt på 37 kommuner, som er afgjort i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021.
Halter efter
Tidsfristen på fire måneder for at afslutte den børnefaglige undersøgelse er som sagt et af de punkter, hvor kommunerne halter efter. Kun 34 pct. af de undersøgte sager overholder det krav, fremgår det i rapporten. I 38 procent af sagerne overskrides tidsfristen desuden med mere end tre måneder, hvor 34 procent af sagerne overskrides med en til tre måneder.
Kommunerne lykkes heller ikke med kravet om genvurdering. Når kommunerne modtager en underretning om et barn eller en ung, og der allerede er iværksat foranstaltninger, skal kommunen foretage en genvurdering af en anden medarbejder, for at vurdere, om der skal ændres i den allerede iværksatte foranstaltning. Men kravet om genvurdering er kun overholdt i 43 procent af sagerne.
Ifølge loven skal en kommune desuden tale med barnet eller den unge om foranstaltningen i forbindelse med en afgørelse. Her er det et krav at samtalen afholdes, før kommunen træffer afgørelse og at der tales om den konkrete foranstaltning, som kommunen påtænker at træffe afgørelse om. Men her viser Børnesagsbarometeret at denne lov i flere tilfælde ikke bliver overholdt.
I 39 procent af de undersøgte sager, er kravet om børnesamtalen forud for afgørelsen ikke overholdt.
Derimod er kommunerne gode til at overholde kravet om at forholde sig til alle underretninger om børn og unge inden for 24 timer og vurdere, om der er behov for at iværksætte en akut foranstaltning. Det krav er overholdt i 96 procent af sagerne.
Du kan læse Børnesagsbarometret 2023 her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.