dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Kommunerne venter udhuling af penge til børn og ældre
Finansminister Nicolai Wammen (S) vil ikke love flere penge til udsatte borgere, hvilket kritiseres af Martin Damm, der er formand for kommunerne.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kommunerne venter udhuling af penge til børn og ældre

Regeringen har afsat penge til flere børn og ældre, men de kan blive ædt op af udgifter til udsatte borgere. Der er i regeringens 2030-plan ikke afsat flere penge til dem.

Regeringen har lovet at dække de stigende udgifter til de flere børn og ældre, der ventes i fremtiden. Men kommunerne frygter, at pengene i høj grad i stedet vil gå til udsatte borgere, fordi der ikke er afsat penge til dem.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt de udsatte borgere for nogle af dem, der har "allermest brug for et stærkt velfærdssamfund". Men alligevel har regeringen ikke afsat ekstra penge, hvilket kommunerne kritiserer.

- Udgifterne til det specialiserede socialområde vil tage alle pengene, vi ellers skulle bruge på flere børn og ældre. Det vil sige, at så bliver der ringere service i kommunerne, siger Martin Damm (V), der er formand for kommunerne, KL.

Finansminister Nicolai Wammen (S) blev i forbindelse med præsentationen af regeringens 2030-plan tirsdag spurgt til, om regeringen har afsat flere penge til det specialiserede socialområde. Det fremgik, at der ikke er nogen nye midler til området, som bare er steget og steget de seneste år.

- Der er en aftale om, hvordan man skal tackle de opgaver, der er på det specialiserede område. Der er et arbejde i regeringen, der går i gang, sagde Wammen.

Stigende udgifter i kommunerne

Over fem år har kommunerne øget udgifterne til borgere med psykiske, fysiske eller sociale vanskeligheder med knap 4,5 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på otte procent.

Udviklingen ventes at fortsætte. Det gør det svært at få budgetterne til at gå op i kommunerne, som løbende har skåret i anden velfærd, selv om staten har kompenseret for en del.

Martin Damm mener, at regeringen bør stoppe med at spille fordækt og i stedet italesætte, at der ikke er sat penge af.

- Når man undlader at gøre noget, betyder det, at man sætter kommunerne i gang med at lave besparelser på de andre velfærdsområder uden egentlig at sige det, siger Martin Damm, der også er borgmester i Kalundborg.

Det er ifølge politikerne svært at sætte en prop i de stigende udgifter, fordi borgerne har en række rettigheder til den pleje, de kan forvente.

Et ekspertudvalg er tidligere kommet med anbefalinger til, hvordan udgifterne kan tøjles. Desuden er der i økonomiaftalen varslet en beløbsgrænse for alternative tilbud. Men regeringen har endnu ikke spillet ud med et forslag.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.