dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Kontanthjælpsloft kan koste boligen for handicappede

Beskåret kontanthjælp kan gøre en dyr handicapbolig umulig
10. FEB 2016 6.56

Handicappede borgere på kontanthjælp kan i værste tilfælde miste deres handicapvenlige bolig. Det forudser både KL og Danske Handicaporganisationer kan blive konsekvensen af regeringens kontanthjælpsloft, der i disse dage behandles i Folketingssalen.

- Det kommer til at betyde rigtig meget, fordi man i forvejen ikke har så mange penge, når man er på kontanthjælp. Og for nogen vil det betyde, at de ikke har råd til at bo i den lejlighed, de bor i nu. For andre betyder det, at de måske vil skære ned på sociale aktiviteter, siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.

Lovforslaget har opbakning fra samtlige af regeringens støttepartier og sætter et loft over, hvor meget en person kan få i ydelser fra det offentlige. Det vil blandt andet betyde, at nogle kontanthjælpsmodtagere vil miste hele eller dele af deres boligstøtte.

For nogle handicappede kontanthjælpsmodtagere drejer det sig ifølge en række høringssvar om fra 1.600 kr. til 2.400 kr. om måneden. Og det bekymrer Thorkild Olesen:

Handicapvenlige boliger er dyrere
- Mange af vores medlemmer bor i botilbud eller handicapvenlige boliger, som er dyrere end almindelige boliger. De kommer til at betale prisen for det her. Det betyder, at de enten må flytte, eller at de ryger på gaden.

Også hos KL er det især boligproblematikken, man frygter. Netop fordi, at mange handicappede ofte har en særlig bolig, der er tilpasset netop dem.

Den yderste konsekvens af kontanthjælpsloftet bliver ifølge kontorchef Tina Wahl i KL's Center for Social og Sundhed, at de handicappede kontanthjælpsmodtagere ikke har råd til deres boliger længere.

- Vi ved, at det at være uden bolig, pålægger det at være borger, der i forvejen har brug for hjælp, en ekstra dimension.

Ingen job til handicappede
Selve kontanthjælpsloftet har til mål at give kontanthjælpsmodtagere et øget incitament til at komme i arbejde og væk fra passiv forsørgelse, og ifølge regeringen vil lovforslaget i sin nuværende form øge arbejdsudbudet med 650 fuldtidstillinger. Men ifølge Thorkild Olesen vil der ikke være handicappede blandt dem.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), men partiets ordfører på området, Hans Andersen mener slet ikke, at borgere, der er for handicappede til at varetage et almindeligt job, skal være på kontanthjælp.

- Kommunerne skal sikre, at hvis man har en varig nedsat arbejdsevne, så skal man slet ikke være på kontanthjælp. Så skal man i et ressourceforløb og derefter muligvis i et flexjob - eller sågar have en førtidspension. Og det er jo kommunernes ansvar, siger han.

mk

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/kontanthjaelpsloft-kan-koste-boligen-for-handicappede

GDPR