dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Kritik af kommunale vagter i nattelivet: Kan ende som en byrde for politiet
Kommunale nattevagter i København kan ende med ekstraarbejde til politiet, frygter Politforbundets formand. (arkivfoto)
Foto: Miriam Dalsgaard, Ritzau Scandpix

Kritik af kommunale vagter i nattelivet: Kan ende som en byrde for politiet

Københavns Kommune har med budgettet afsat otte millioner til ny ordning med kommunale tryghedsvagter i nattelivet. Men det kan skabe forvirring og give politiet et ekstra arbejdspres, advarer politiforbundet.

KØBENHAVN: Som en del af budgettet har et bredt flertal på Rådhuset besluttet, at kommunen skal ansætte såkaldte tryghedsvagter til at håndhæve mindre forseelser i det offentlige rum, som politiet ikke har ressourcer til.

Forsøgsordningen er blevet en realitet efter en lovændring i juni i år, der har givet kommuner mulighed for at ansætte vagter, der kan bidrage til trygheden i det offentlige rum.

De får dog ingen politimæssige beføjelser og kan ikke tilbageholde folk eller udskrive bøder. De kan tage video eller billeder til dokumentation, og så skal de kunne ringe til det rigtige politi på en direkte telefonlinje.

Men de kommunale tryghedsvagter er ikke en god idé, siger Politiforbundets formand, Heino Kegel, til TV 2 Kosmopol. De kommunale vagter kan faktisk ende med at gøre mere skade end gavn, mener han.

- Det er med til at forvirre billedet for borgerne. Er det en vagt eller politi, og hvilke beføjelser har vedkommende?

Frygt for ekstraarbejde

Formanden sætter spørgsmålstegn ved, hvordan samarbejdet med det rigtige politi skal foregå. Han frygter, at det i sidste ende vil give politiet ekstraarbejde.

- De kan ringe til politiet på den direkte linje, men hvad hvis det er en situation, som politiet allerede har vurderet, de ikke har ressourcer til? Så skal politiet igen gå ind og prioritere at bruge tid på det, siger han.

Heino Kegel forestiller sig også, at tryghedsvagterne kan ende i konflikter med borgere, der ikke vil rette sig efter deres ordrer:

- En vagt kan komme i en situation, der pludselig eskalerer, og som de heller ikke er uddannet til. Så kan det blive nødvendigt for os at komme, siger han og fortsætter:

- Jeg vil kalde det "pseudo-tryghed", hvor man siger til befolkningen, at man gør noget, men reelt er det ingenting.

Eller supplement

Ifølge Lars Weis, der er gruppeforperson for Socialdemokratiet, vil tryghedsvagterne ikke blive en ekstra arbejdsbyrde for politiet. Tværtimod, mener han.

- Det er kommunen, der påtager sig en opgave, som politiet ikke har ressourcer til. Så det skal være et supplement, og så kan det godt være, at der er situationer, hvor politiets magtmonopol og beføjelser skal tilkaldes, men det vil være enkelttilfælde, siger Lars Weiss.

SF er også en del af budgettet og dermed også af beslutningen om forsøgsordningen med tryghedsvagter.

Astrid Aller fra SF er dog mere afmålt i sin begejstring for den kommende ordning, og hun understreger, at ideen ikke er "groet i SF's baghave".

- Nogle partier har ønsket et tryghedskorps, og nu laver vi et forsøg med det. Men det er vigtigt for os at følge, hvordan det går løbende, siger Astrid Aller.

Få vagter i forsøget

Københavnerne skal dog ikke regne med at blive overrendt af irettesættende tryghedsvagter. Der er nemlig kun lagt op til fire vagter, der skal dække hele Københavns Kommune.

Tryghedsvagterne skal bære uniformer, legitimation og gennemgå en vagtuddannelse, før de kan begynde at patruljere for kommunen.

Selvom der indtil videre kun er tale om fire tryghedsvagter, frygter Heino Kegel fra Politiforbundet, at fænomenet på sigt vil vokse og sprede sig til andre kommuner.

- Så længe politikerne på Christiansborg ikke investerer i politiet og sikrer, at det har nok ressourcer, så vil behovet blive større. Så kan det ende med at blive en større økonomisk byrde for kommunerne, og det er objektivt set forkert, siger han.

Nattelivsvagterne skal primært patruljere torsdag, fredag og lørdag nat i Indre By samt på Islands Brygge om sommeren. Der er afsat otte millioner kroner til tryghedsvagter i budgettet de kommende tre år.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.