
Der blev med stor sandsynlighed ikke drukket ret meget champagne i de berørte styrelser, da regeringen i oktober præsenterede sin store udflytningsplan. Flere medarbejdere i Statens Administration og Naturerhvervstyrelsen skulle have krisehjælp efter nyheden om, at deres arbejdsplads blev flyttet vest for bælterne, og ledelsen af Dansk Institut for internationale studier reagerede med en ophidset pressemeddelelse, i timerne efter det stod klart, at instituttet fremover skal ligge i Aarhus.
For at understrege vigtigheden i, at instituttet fortsat bør ligge tæt på beslutningstagerne på Christiansborg, fremhævede direktør Nanna Hvidt og bestyrelsesformand Laurids S. Lauridsen blandt andet flere tidligere ministres udtalelser om, at DIIS er 'en uvurderlig guide der hjælper os til at forstå kompleksiteten i en skiftende verden' og at 'I en verden af one-liners og sensationslysten presse har vi brug for institutioner som DIIS til at tilføje solid akademisk analyse til den offentlige debat.'
Også chef for Deadline Heidi Robdrups ord om, at DIIS er dem 'der i bitter kulde, vind og regn igen og igen prioriterer at være i DR Byen klokken halv elleve om aftenen' fandt vej til pressemeddelelsen, der blev afsluttet med ordene:
Det videnstab, som dokumenteret har ramt styrelser og institutioner, der er flyttet ud fra København, vil ramme særligt hårdt på DIIS, hvis væsentligste produkt netop er viden. DIIS protesterer skarpt imod eventuelle planer om at flytte instituttet bort fra nærheden til landets beslutningstagere.
Ikke nok faglige argumenter
Nu får ledelsen i DIIS støtte fra Liberal Alliance. Da DIIS er en selvejende institution, skal der en lovændring til, hvis instituttet skal flyttes til Aarhus. Det vil derfor kræve et flertal i Folketinget. Men det bliver uden stemmer fra Liberal Alliance, siger partiets udenrigsordfører, Mette Bock, til Berlingske.
- Vi er ikke blevet præsenteret for faglige argumenter, der kan få os til at støtte forslaget. Vi kan ikke se, at DIIS vil fungere lige så godt eller bedre i Aarhus, siger hun til Berlingske.
Hun mener, at Aarhus ikke kan betegnes som et udkantsområde, og at regeringen dermed 'blot vil flytte DIIS fra en storby til en anden.' Og så er der de principielle årsager.
- DIIS er en selvejende institution med sin egen uafhængige bestyrelse, og denne uafhængighed skal vi politikere respektere, siger hun.
Det er endnu uvist, om regeringen kan ende med at samle et flertal for lovforslaget, da Socialdemokraterne og Konservative venter med at tage stilling, til de har læst alle høringssvarene. Ifølge landdistriktsordfører Magnus Heunicke (S), har Socialdemokraterne ingen principielle indvendinger, men partiet vil afvente det notat, som regeringen arbejder på, efter at høringsrunden om lovforslaget er afsluttet.
Forslaget vil blive skriftlig fremsat for Folketinget den 25. februar, og førstebehandlingen er sat til den 3. marts.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.