dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Lækket rapport: Månedligt dagpengebeløb skal sænkes

Dagpengekommission har tre alternativer til de nuværende regler. Alle giver lavere månedlige ydelser
12. AUG 2015 7.00

Landets dagpengemodtagere vil få færre penge om måneden, uanset hvordan man skruer det nye dagpengesystem sammen. Det viser konklusionerne i en 120 sider lang rapport, 'Dagpengemodellen - Teknisk analyserapport', som Dagpengekommissionen er ved at lægge sidste hånd på, og som Politiken er i besiddelse af.

Siden juni 2014 har ti kommissionsmedlemmer arbejdet på at opstille mulige alternativer til det nuværende dagpengesystem, og i den endnu ikke offentliggjorte rapport opstilles i alt tre mulige løsninger.

Én er at forlænge dagpengeperioden fra to til tre år. Den indebærer, at ydelsen sænkes med mellem 6 og 15 pct., alt efter hvem og hvor mange af dagpengemodtagerne, reduktionen skal gælde, skriver Politiken.

Anden mulighed er at fortsætte med en toårig dagpengeperiode. Som noget nyt skal et halvt års beskæftigelse udløse et tredje år med dagpenge på 80 pct. sats, hedder det i rapporten.

Den tredje mulighed er, at man gør det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor der optjenes to måneders dagpengeret for hver måned i beskæftigelse. Den kræver, at man reducerer ydelsen med 5 pct., når den optjente dagpengeret er lavere end et år.

1500-3000 kan beholde dagpengeretten
Rapporten anslår, at afhængigt af hvilken model man vælger, vil mellem 1500 og 3000 flere personer om året undgå at opbruge deres ret til dagpenge.

Dansk Folkeparti vil bruge de kommende politiske sværdslag på Christiansborg til at kræve flere penge på bordet. Direkte adspurgt, om formand Kristian Thulesen Dahl kan lægge stemmer til en model, der sætter ydelsen ned, svarer han:

- Det er ikke vores udgangspunkt, men vi låser os ikke fast på et ultimativt krav før nogen forhandlinger. Men det handler om at lave et dagpengesystem, der har så bred en opbakning, at aftalen kan bestå et par år. Skal man det, bliver det meget svært at lave, uden at man tilfører det ekstra penge, siger Thulesen Dahl til Politiken.

Enhedslisten afviser alle tre løsningsmodeller og kræver Dagpengekommissionen nedlagt. Dens endelige rapport offentliggøres i oktober. Regeringspartiet Venstre vil ikke kommentere kommissionens arbejde før da.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/laekket-rapport-maanedligt-dagpengebeloeb-skal-saenkes

GDPR