Dagpengesystemets fremtid er et af valgkampens varmeste emner, men alt imens politikere fra rød og blå blok diskuterer dagpenge på højtryk, ligger arbejdet i regeringens dagpengekommission reelt bomstille, selv om kommissionen allerede i september skal komme med sine anbefalinger. Det skriver Finans.
Alt arbejde med at regne på modeller og konsekvenser ligger underdrejet på grund af valgkampen. Finansministeriet, som har den store regnemaskine i denne sammenhæng, må ikke lave beregninger for kommissionen, så længe der er valgkamp.
Dermed har kommissionens medlemmer ikke meget at mødes om. Og arbejdet i kommissionen kan først komme i gang igen, når der efter valget 18. juni har været regeringsforhandlinger og er dannet en ny regering. Indtil videre er dagpengekommissionens næste møde aflyst på den konto, men også det sidste møde inden sommerferien risikerer at blive aflyst, hvis regeringsforhandlingerne trækker ud.
Dagpengekommissionen er i forvejen presset, fordi regeringen har fremrykket kommissionens deadline.
Kommissionsformand, økonomiprofessor Nina Smith, Aarhus Universitet, bekræfter at et møde foreløbig er aflyst, og at arbejdet ligger stille. Om kommissionen stadig når sin deadline eller må bede om udsættelse, tør hun ikke sige.
Mere præcise modeller mangler også
- Vi gør vores bedste for at nå det. Mere kan jeg ikke sige, siger Nina Smith til Finans.
Ud over at regne på dagpengemodeller og konsekvenser er dagpengekommissionen også afhængig af, at Finansministeriet kommer i mål med at konstruere mere præcise modeller for, hvordan ændringer i dagpengesystemet påvirker det såkaldte arbejdsudbud og lediges adfærd.
- Vi arbejder på at finde en fagligt bedre model, så vi får mere solide modeller og endnu mere præcist kan beskrive adfærden, siger Nina Smith.
Virkeligheden har blandt andet vist sig at overgå de vurderinger, som den daværende VK-regering havde af effekten af dagpengereformen fra 2010. Oprindeligt lød vurderingen, at 2.000-4.000 ledige årligt ville miste dagpengeretten på grund af reformen. Ifølge A-kassernes Samvirke mistede 33.900 ledige dagpengeretten i 2013, og næsten 17.000 ledige mistede dagpengeretten i 2014.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.