1. maj bød på en stor stigning i ledigheden, hvilket er typisk omkring månedsskift, men i løbet af måneden er antallet af arbejdsløse faldet en anelse.
Samlet er 178.715 personer registreret som ledige i øjeblikket, hvilket er det laveste antal siden 29. april. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. Ledigheden under coronakrisen toppede 1. maj, men er siden faldet med omkring 4.400 personer.
Selvom ledigheden efterfølgende er faldet gennem maj, ændrer det ikke ved, at coronavirusset har ramt arbejdsmarkedet hårdt. Under coronakrisen - fra 9. marts og frem - har der samlet været en stigning i ledigheden på 46.826 personer.
Ud over de arbejdsløse er der 205.000 lønmodtagere, der i øjeblikket er sendt hjem på ordningen for lønkompensation. Det dækker over knap 122.000 fuldtidsansatte og knap 83.000 deltidsansatte.
Sand genistreg
Ifølge cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer havde det set endnu mere alvorligt ud på arbejdsmarkedet, hvis det ikke havde for ordningen.
- Lønkompensationsordningen må siges at være en sand genistreg. Ordningen har afværget et ekstremt voldsomt fald i beskæftigelsen, og at virksomhederne har gode muligheder for hurtigt at starte op igen i takt med genåbningen, siger han i en skriftlig kommentar.
Ordningen står til at udløbe 8. juli. Onsdag i næste uge skal en ekspertgruppe fremlægge et bud på, hvordan man kan udfase ordningen og de øvrige hjælpepakker, der er vedtaget i Folketinget under coronakrisen.
Snart udspil om opkvalificering
- Vi tager fortsat situationen dybt alvorligt, ikke mindst fordi vi kan se, at coronakrisen vil fortsætte med at ramme lønmodtagerne og virksomhederne - eksempelvis i turistindustrien - ganske hårdt. Derudover må vi forvente, at eksporten fortsat vil have det svært den kommende tid, da lande som fx USA og Storbritannien er hårdt ramt, siger beskæftigelsesminister peter Hummelgaard (S).
- Det afgørende er nu, at vi får hjulpet de ledige tilbage i job så hurtigt som muligt, hvor særligt opkvalificering bliver vigtigt. Det vil vi komme med et udspil om snarest, ligesom vi vil komme med initiativer til at sætte gang i økonomien igen.
- For vi skal huske, at mange virksomheder faktisk har holdt gang i produktionen under krisen, og vi ved også, at der vil blive brug for medarbejdere igen i takt med, at Danmark genåbner. Og så har krisen også affødt nye job, eksempelvis inden for rengøring og testfaciliteter. Den udvikling skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at de nye ledige kan få gavn af så hurtigt som muligt, så de igen kan stå op til en hverdag med kolleger og løn, siger han.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.