
Kommunerne skal ikke regne med en økonomisk håndsrækning for at løse problemet med at huse de flygtninge, der kommer til landet. Det gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) klart efter tirsdagens spørgetime på Christiansborg. Statsministeren vil i stedet hjælpe kommunerne ved at føre en 'fast og fair flygtninge- og asylpolitik'.
- Min bekymring er, at hvis vi ikke samlet set fører en politik i Europa og Danmark, som gør, at vi har tilstrømningen under kontrol, så kommer vi til at stå med så mange mennesker, at vi ikke kan håndtere det, lyder det fra statsministeren.
Løkke vil undgå situationer, som der lige nu ses i Danmarks nabolande. Tyskland er ifølge statsministeren 'nær sagt løbet tør for idrætshaller', mens Sverige er begyndt at etablere teltlejre for at håndtere den store kapacitet.
- De problemer vil vi også få i Danmark, hvis vi ikke holder det under kontrol. Derfor er den første hjælpende hånd til kommunerne, at vi fører en fast og fair flygtninge- og asylpolitik. Hvor vi bidrager i EU til at få gjort noget mere i nærområderne, så vi tager presset af Europa, siger Løkke.
Den faste og fair politik betyder også, at Danmark nationalt skal føre en politik, så landet ikke fremstår ekstraordinært attraktivt.
- Så vi får vores fair andel af mennesker, men ikke mere end det, siger statsministeren.
I oktober søgte omkring 3500 flygtninge asyl i Danmark, bekræfter Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet over for TV2. Oktober slår den hidtidige rekord, der blev sat i september sidste år, hvor 3147 personer søgte asyl i Danmark.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.