
Det bliver regeringen, der kommer til at bestemme, hvilke statslige arbejdspladser der skal flyttes til provinsen, og hvor de skal placeres - ikke Folketinget. Det slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast i kølvandet på debatten om udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen, skriver Jyllands-Posten.
Han understreger, at han gerne vil lytte til andre partiers ønsker, men det er ikke et spørgsmål, som Folketingets partiet nødvendigvis skal blandes ind i.
- Der er steder, hvor der er en historisk tradition for, at man politiserer, for eksempel når vi laver retskredsinddeling, placerer kulturinstitutioner og den slags.
- Men spørgsmålet om, hvordan vi tilrettelægger maskinrummet, altså de administrative funktioner i staten, kan regeringen bare handle på. Her har vi faktisk muligheden for bare at levere. Vi skal ikke sidde og forhandle, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ventes klar før oktober
Meldingen fra regeringschefen kommer i forbindelse med Venstres sommergruppemøde i Billund og få dage efter, at regeringens støtteparti Dansk Folkeparti fremlagde en liste over 12 statslige arbejdspladser, som partiet gerne ser flyttet ud af hovedstaden.
DF's ønskeliste omfatter blandt andet Banedanmark, Kulturstyrelsen og Søfartsstyrelsen. Partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke skræmt over, at partiet ikke nødvendigvis bliver taget med på råd af regeringen.
- Men det er ikke det samme som, at de ikke vil finde en fælles forståelse med Dansk Folkeparti. Hvis han sagde, at der skulle findes et politisk flertal på Christiansborg for at flytte en statslig arbejdsplads, så kunne han også risikere, at nogle blokerede for at flytte arbejdspladser ud, siger han til Jyllands-Posten.
Regeringens færdige plan for udflytning af arbejdspladser ventes at ligge klar, inden Folketinget åbner første tirsdag i oktober.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.