

Aarhus Kommune skal i løbet af i år tage imod 515 flygtninge, og næste år når tallet op på 570. Ifølge rådmand Thomas Medom (SF) bliver det reelt umuligt at skaffe boliger, som flygtninge kan betale:
- De nye ydelser ligger markant under den gamle starthjælp, fordi også børnepengene er blevet beskåret. Regeringen bliver nødt til at skabe en lovgivning, der giver kommunen mulighed for at betale en del af huslejen. Vi vil foreløbig gøre alt for at undgå at placere flygtninge i barakbyer, siger Thomas Medom til Kristeligt Dagblad og henviser til, at Aarhus i første omgang vil søge at løse boligproblemet ved at indrette delelejligheder for flygtninge.
Medom vurderer også, at den nye integrationsydelse kan betyde, at flygtninge bliver hjemløse - fordi det bliver reelt umuligt at skaffe boliger, som flygtningfamilier kan betale, lyder det ifølge DR Østjylland.
- Lige nu har regeringen jo skabt en situation, hvor der er et mismatch mellem huslejeniveau og indtægtsniveau. Flygtningene får ikke råd til at bo i de store byer, men det er jo her, de bliver boligplaceret. Hjemløshed er en hel reel risiko for rigtig mange flygtningefamilier. Og det er jo en rigtig dårlig start på at skulle integrere sig, siger Thomas Medom til DR Østjylland.
Den nye ydelse er betydeligt lavere end kontanthjælp. En enlig flygtning over 30 år vil gå fra kontanthjælp på 10.849 kroner om måneden til en integrationsydelse på 5945 kroner før skat.
Frygter isolation
Flygtningene skal selv betale for deres bolig, og kommunerne frygter derfor, at mange flygtninge fremover vil blive henvist til at bo sammen i store grupper i særlige barakbyer og på nedlagte institutioner isoleret fra danskere. Bekymringen deles af KL, som i et høringssvar advarer om, at det med den nye integrationsydelse bliver markant vanskeligere at finde boliger, og at kommunerne formentlig i sidste ende vil få omfattende ekstraudgifter' til boligplacering af flygtninge.
Den nye ydelse er markant lavere end kontanthjælpen. Samtidig får de nye flygtninge heller ikke børnecheckens fulde beløb fra dag et. Konkret vil en enlig flygtning over 30 år gå fra en kontanthjælp på 10.849 kr. om måneden før skat til en integrationsydelse på 5945 kr. før skat.
Venstres integrationsordfører Marcus Knuth betegner kommunernes kritik som kortsigtet:
- Vi har set en række borgmestre gå ud og sige, at kommunerne ikke kan magte at tage flere flygtninge. Vi indfører netop den lavere integrationsydelse for at reducere antallet af asylsøgere markant. Hvis ikke vi indførte integrationsydelsen, så ville det enorme flygtningepres på Danmark fortsætte, og så ville borgmestrene beklage sig endnu mere. Den anden del er, at integrationsydelsen gerne skulle være kortvarig. Intentionen er, at flygtninge hurtigst muligt skal ud på arbejdsmarkedet. Samtidig er der en mulighed for at opnå en særlig sprogbonus på 1500 kr. om måneden, hvis man lærer dansk, siger Marcus Knuth.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.