dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Kirkholt Photo (Polfoto)

Mindst 12 byer vil have fingrene i politiskole

Det vides endnu ikke, hvor en ny vestlig politiskole skal opføres, men flere og flere kommuner melder sig ind i kampen

Interessen for at blive hjemsted for en ny politiskole er vokset støt, siden regeringen i oktober offentliggjorde planerne om at oprette en sådan i Vestdanmark. Og med et øget mediefokus, ekstra jobskabelse og ikke mindst potentiel tilflytning af hundredevis af aspirerende betjente er der da også noget at kæmpe om. 

Regeringen indgik sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative for to uger siden en fireårig politiaftale, der giver 480 mio. kr. mere til korpset hvert år de næste fire år, en hurtigere politiuddannelse der forkortes fra tre til to år samt 300 flere politifolk over de næste to år.

Til gengæld blev der hverken sat sted eller dato på etableringen af den nye politiskole, og dermed fløjtes der nu op for en kappestrid blandt foreløbig mindst 12 byer om at vinde regeringens gunst. Randers Amtsavis skriver i dag, at Holstebro, Viborg, Randers, Herning, Skive, Esbjerg, Skanderborg, Svendborg og Frederica har meldt sig på banen, mens dknyt har viden om, at også Kolding, Silkeborg og Haderslev har meldt sin interesse. Hertil kan tilføjes, at borgmesterkandidat i Favrskov, Flemming Nørgaard (V), har bekendtgjort sin ærgrelse over den larmende tavshed fra borgmesterens kontor og egenhændigt føjet Favrskov til listen af mulige destinationer.

Herning har længe ligget lunt i svinget, da flere fremtrædende politikere - heriblandt uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) - har udtalt sig positivt om at etablere politiskolen på heden, men ifølge ifølge Randers Amtsavis, vil den endelige placering tidligst blive besluttet næste år eller måske først i 2017, og dermed ser kampen ud til at være helt åben.

I løbet af de sidste fire år er 900 politistuderende blevet optaget på politiskolen. Regeringens mål er at fordoble antallet til 1.830 i løbet af de næste fire år. Samtidig skæres uddannelsens længde ned til to år i stedet for tre, og det vil ikke længere kræve en gymnasial uddannelse at blive optaget på politiskolen. Rent organisatorisk bliver de to skoler en enhed med fælles ledelse.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/mindst-12-byer-vil-have-fingrene-i-politiskole

GDPR