
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil have kommunerne til at undersøge, om syge kontanthjælpsmodtagere nu også virkelig er for syge til at arbejde, skriver dagbladet Information.
I et brev til kommunerne henviser ministeren til, at Odense Kommune har haft succes med at gå sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer efter i sømmene, så ni ud af ti indvandrerkvinder er blevet erklæret job- eller aktivitetsparate. Han understreger dog, at opfordringen gælder alle og ikke kun indvandrere.
- Selv om erfaringerne fra Odense Kommune selvfølgelig ikke nødvendigvis gælder 1:1 for andre kommuner, så har det vist sig at være en god idé at vende bunkerne i forhold til både borgere med anden etnisk baggrund og danske borgere. Tallet er nok mindre for sidstnævnte gruppe, men stadig højt, siger beskæftigelsesministeren til Information.
Det var i forbindelse med en gennemgang af de ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere, som havde sparsom eller ingen erfaring med arbejdsmarkedet, at Odense Kommune opdagede, at ikkevestlige indvandrerkvinder udgjorde knap en fjerdedel af gruppen. Ud af 3.400 personer er de 846 indvandrerkvinder fra et ikke-vestligt land, selvom den gruppe kun udgør seks pct. af Odenses befolkning.
I praksis har en leder, en læge og en socialrådgiver i fællesskab gennemgået sagerne om indvandrerkvinderne, der på papiret var for syge til at arbejde. Af dem viste det sig, at 10 pct. var decideret syge, men for de resterende 90 pct. var det ikke helbredet alene, der holdt dem væk fra arbejdsmarkedet. I stedet var det en blanding af dårlige sprogkundskaber, lav motivation og familiemønstre.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.