I Odense Kommune har man succes med at flytte indvandrerkvinder på kontanthjælp tættere på et job. Ved hjælp af den såkaldte ‘Odense-model’ har kommunen fundet ud af, at ni ud af 10 kvinder ikke var for syge til at arbejde, selv om de var blevet vurderet til ikke at kunne.
Resultatet har indtil videre fået 13 andre kommuner til at vise interesse for initiativet. Det skriver Avisen.dk. Flere kommuner vil eller er allerede i gang med at vende bunken med sager.
En af dem er Aalborg, hvor man har tænkt sig at gøre noget lignende i løbet af det kommende år. Særligt fordi der fra 2017 er blevet afsat 262,5 mio. kr. fra satspuljen til netop at gennemgå kontanthjælpssager på ny. Det ser sekretariatsleder i Jobcenter Aalborg, Charlotte Houmøller Sprøgel, som en gylden mulighed.
- Det er altid interessant at blive klogere på, hvilke initiativer andre kommuner gør på kontanthjælpsområdet, som også fylder meget hos os, siger hun til Avisen.dk
I vat
Metoden fra Fyn går ud på, at en leder, sociallæge og socialrådgiver i fællesskab gennemgår de ikke-jobklare kvinders sygepapirer.
Odense Kommune har haft stor succes med at kigge på sager, hvor kontanthjælpsmodtagere er sygemeldt og dermed langt fra arbejdsmarkedet. I ni ud af 10 tilfælde fandt Odense Kommune nemlig ud af, at lægeerklæringerne ikke betød, at borgerne overhovedet ikke kan arbejde. Ifølge kommune er kontanthjælpsmodtagere tidligere blevet pakket ind i vat.
I Aalborg er det ifølge Charlotte Houmøller Sprøgel planen, at det er penge fra satspuljen, der skal benyttes. Og der vil især være fokus på langvarige kontanthjælpsmodtageres helbredsmæssige situation.
- I forvejen har vi fokus på, at helbredsmæssige problemer ikke altid er en hindring for at arbejde. Det behøver det bestemt ikke at være. Det handler også om, at vi tør gå til borgerne og på en ordentlig måde udfordre dem, når de siger, at de er for syge til at arbejde. Det skal vi blive ved med, siger hun.
Ingen blankoscheck
Andre kommuner har også haft stor gavn af vende kontanthjælpmodtagernes sager. I Gladsaxe Kommune har formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget, Flemming Holst (EL), også henvendt sig til Odense Kommune.
- Vi undersøger altid andre kommuners erfaringer på det her område, og det også er derfor, at vi kontaktede Odense. Dansk Folkeparti rejste spørgsmålet i beskæftigelses- og integrationsudvalget, så jeg bad forvaltningen om at undersøge, om vi har lignende problemer hos os, siger Flemming Holst til Avisen.dk.
Det vidste sig, at problemet var for småt til at det ville give mening at implementere Odense Kommunes tiltag i Gladsaxe. Derudover har kommunen i lang tid haft fokus på netop langtidsledige kontanthjælpsmodtagere.
- Det er lang tid siden, at lægeerklæringer fungerede som blankocheck i Gladsaxe, og det er derfor, vi ikke fandt det samme problem som i Odense. I stedet har vi valgt at fortsætte vores nuværende tilgang, hvor vi vender bunken af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere og undersøger, hvorvidt de får den rette ydelse, de rette tilbud og rette kurser. Det har vi ganske god succes med, siger Flemming Holst.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.