dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Minister har syv krav med til forhandlinger om lønløft
Finansminister Nicolai Wammen (S) har syv krav med til forhandlinger om lønløft til offentligt ansatte. De skal blandt andet i højere grad arbejde fuldtid i stedet for deltid. (Arkivfoto)
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Minister har syv krav med til forhandlinger om lønløft

Offentligt ansatte skal arbejde flere timer om ugen, lyder det fra Nicolai Wammen før forhandlinger.

Regeringen har syv krav med til bordet, når der onsdag indledes trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter om fastholdelse og rekruttering i det offentlige. Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) søndag til Avisen Danmark.

Regeringen omtaler selv kravene som målsætninger, skriver avisen. En af dem går ud på, at flere i den offentlige sektor skal arbejde fuldtid. Det skal fremover være normen, at man arbejder 37 timer om ugen, siger Nicolai Wammen. Han sætter dog ikke et tal på, hvor mange der skal gå op i tid, før regeringen er tilfreds.

- Det er selvfølgelig bedre, hvis det er flere end halvdelen af en faggruppe, der er på fuldtid. Målet er, at så mange som muligt går fra deltid til fuldtid. Men vi har ikke lagt os fast på et specifikt procenttal, siger ministeren.

Regeringen ønsker også, at flere skal tage vagter om aftenen og natten, samt at der i højere grad skal gøres brug af lokal løn, skriver Avisen Danmark. Under forhandlingerne skal det blandt andet diskuteres, hvordan et bebudet lønløft på tre milliarder kroner skal fordeles mellem forskellige faggrupper.

Regeringen har lagt op til, at pengene skal gå til sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente og social- og sundhedsassistenter. De er udvalgt, fordi der er særligt store udfordringer med at fastholde og rekruttere medarbejdere fra netop de fire faggrupper, lyder begrundelsen. Regeringen vil gøre det mere attraktivt for dem at gå på arbejde ved i gennemsnit at give dem 2500 kroner mere i løn om måneden.

Flere er skeptiske over regeringens planer

Forud for forhandlingerne har Finansministeriet indkaldt til pressemøde. Det sker mandag klokken 12.30. Under forhandlingerne mødes regeringen med fagbevægelsen og med repræsentanter for arbejdsgiverne, deraf kommer navnet trepartsforhandlinger.

Flere fagforbund har allerede stillet sig skeptiske over for regeringens planer. Blandt andet dem, der repræsenterer mange ansatte fra det private erhvervsliv. De mener ikke, at politikerne bør blande sig i lønforhold.

Samtidig har der også være kritik af, at regeringen vil tilgodese sygeplejersker. En komité, som har undersøgt lønstrukturer i det offentlige, konkluderede nemlig i juni, at sygeplejersker ikke tjener for lidt. Finansminister Nicolai Wammen afviser dog over for Avisen Danmark, at regeringens planer ikke stemmer overens med komitéens konklusioner.

- Vi har set, hvad lønstrukturkomitéen er kommet med, og nu lægger regeringen selv et forslag frem, som egentlig flugter meget godt med lønstrukturkomitéen, siger han.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.