
Danske krigere i Syrien har modtaget førtidspension eller sygedagpenge, mens de har deltaget i væbnet kamp for terrororganisationen Islamisk Stat. Oplysningen er kommet frem i forbindelse med et nyt lovforslag, der skal forhindre, at man kæmper mod danske interesser, samtidig med at man bliver finansieret af den danske stat.
Hidtil har det været kendt, at i alt 36 krigere i Syrien har fået udbetalt kontanthjælp og dagpenge. Oplysningerne om at der også er givet førtidspension og sygedagpenge til syrienskrigere, stammer ifølge BT fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).
- Det er en kæmpestor skandale, at vi udbetaler penge af velfærdskassen i Danmark til folk, der tager til Syrien eller andre steder i verden og undergraver det demokrati, som vi har kæmpet for i mange hundrede år i Danmark, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til BT.
Ministeren vil nu se på, hvordan man kan bremse udbetalinger til krigere i Syrien. Han vil også undersøge, om de konkrete sager er udtryk for et smuthul i systemet.
- Opholder man sig i en krigszone og direkte eller indirekte tager del i krigshandlinger, så er det ikke noget, der på nogen måde flugter med, at man kan få førtidspension. Det er man jo netop tilkendt, fordi man vurderes til slet ikke at være i stand til at have et arbejde eller en tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Troels Lund Poulsen.
Det er Udbetaling Danmark, som står for udbetalingen. Over for BT bekræfter vicedirektør Carsten Bodal, at der er kommet henvendelser fra PET om enkeltpersoner, der har modtaget sociale ydelser. En henvendelse fra PET er i sig selv ikke nok til at bremse udbetalingen, som reglerne er i dag.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.