36 personer, som har forladt Danmark for at blive syrienkrigere for den militante bevægelse Islamisk Stat (IS), har modtaget enten kontanthjælp fra en kommune eller dagpenge fra en a-kasse. Det viser en aktindsigt, som Ekstra Bladet har søgt i Beskæftigelsesministeriet.
For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er det ikke i orden. Han vil ikke acceptere, at syrienkrigere får offentlige ydelser fra Danmark og vil have kortlagt mulighederne for at få stoppet flere offentlige ydelser, det vil sige bl.a. førtidspension, sygedagpenge og SU..
Center for Terroranalyse under PET har i sin seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark oplyst, at mindst 135 personer er rejst ud af Danmark for at deltage i Syrien-konflikten.
29 har fået returkrav
Ifølge Ekstra Bladet er de 36 personer blevet anmeldt af PET til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Herfra er oplysningerne givet videre til de relevante kommuner og a-kasser.
34 af de 36 modtagere har ifølge avisen modtaget penge fra en kommune, mens de har været i Syrien. To har modtaget et mindre beløb fra deres a-kasser. I 29 af sagerne har kommunerne og a-kasserne besluttet at kræve tilbagebetaling. Det samlede krav er 672.000 kr. I de resterende syv sager er der ikke rejst krav om tilbagebetaling. Beskæftigelsesministeriet vil ifølge Ekstra Bladet ikke uddybe hvorfor, at det er tilfældet.
Troels Lund Poulsen vil ikke klandre kommunerne for hele sagen.
- Kommunerne er i hvert fald ikke nok opmærksomme på vigtigheden af at få de her personer stoppet. Men det er ikke kommunernes skyld. Det er et ansvar, der må deles af flere.
- Derfor vil jeg efter nytår skrive til kommunerne, at jeg vil have en meget hurtigere rapportering fra kommunerne, når de modtager en underretning fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om, at de her personer skal undersøges, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.