
Staten og forhandlerne for de offentligt ansatte ser som ventet ud til at stå langt fra hinanden i forhandlingerne om en ny overenskomst for de mange tusind ansatte. Det er konklusionen efter et indledende møde mellem innovationsminister Sophie Løhde (V), der forhandler på statens vegne, og Flemming Vinther, chefforhandler for de statsansatte.
- Overenskomstforhandlinger ser altid svære ud. Vi har i dag haft et godt sættemøde, hvor vi har haft lejlighed til at drøfte de krav, vi hver især har. Det er ingen hemmelighed, at vores krav trækker meget i hver sin retning, siger Sophie Løhde.
Ifølge Finansministeriet er lønnen i staten siden 2008 steget 1,6 pct. mere end i den private sektor. I kommuner og regioner har lønnen været højere de seneste ti år. Her vurderer arbejdsgiverne, at lønnen er steget henholdsvis 2,4 pct. og 1,1 pct. mere end i det private.
Derfor venter der hårde forhandlinger. Et af statens hovedkrav går ud på, at flere medarbejdere får mulighed for at forhandle deres løn lokalt med deres egen leder.
- En højere andel af lønmidlerne skal lægges ud lokalt end i dag, hvor 90 pct. af lønmidlerne fastsættes centralt om det store bord. Vi ved, at medarbejderne og lederne efterspørger en øget grad af lokal løndannelse, og det ønske vil jeg gerne være med til at imødekomme, siger ministeren.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.