Mere end 50 myndigheder sætter nu spot på, at alt for mange børn vokser op med vold i hjemmet.
Det sker i en landsdækkende kampagne, som politiet, kommuner og organisationer er gået sammen om. Budskabet lyder, at flere borgere skal sige deres bekymringer for om, at et barn bliver udsat for vold, højt.
I kampagnen henviser man til en undersøgelse, der viser, at en betydelig del af danskerne ikke vil underrette kommunen i sager om mulig vold mod børn.
Undersøgelsen er foretaget af Vive og Implement Consulting. Her er 1.002 danskere blevet spurgt til fem scenarier med vold i hjemmet, og hvorvidt de i hvert tilfælde ville underrette kommunen.
Et af scenarierne lyder "et 8-årigt barn ved, at dets mor er bange hver gang faren kommer hjem fra arbejde, men ved ikke hvorfor". Her svarer 15 pct. nej til at underrette, og 34 pct. ved ikke, om de vil underrette.
Ifølge forskningen betragtes det som vold mod et barn, når der er vold mellem de voksne.
Af de personer, der angav, at de ikke ville underrette kommunen, svarer 46 pct., at årsagen var tvivl om situationens alvor.
Og med kampagnen håber parterne netop at kunne sætte fokus på den tvivl.
- Det kan være svært at sige det højt, når man har kendskab til ubehagelige oplysninger om en anden familie, men det bør ikke stå i vejen for, at børnene får hjælp. Så mit råd er: prøv at tale med barnets lærer eller pædagog eller underret kommunen direkte, siger Lisbeth Jessen, direktør i foreningen Barndom Uden Vold, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det vigtigste er, at barnet får omsorgsfuld hjælp og ikke sendes hjem til et utrygt og voldeligt hjem dag ind og dag ud,
Vil fjerne berøringsangst
I Morsø Kommune kan man genkende, at der er for mange borgere, der er tilbageholdende med at underrette. Kommunen har derfor meldt sig ind i kampagnen.
Formand for Børn, Kultur og Turisme Lars Røntved Jensen (SF) håber, at man kan rykke på tendensen.
- Vi ved desværre, at mange voksne er vidende om vold mod børn, uden at de deler deres viden med relevante personer. Med denne kampagne håber vi at kunne fjerne noget af berøringsangsten og vende tendensen, siger han i en pressemeddelelse.
Kampagnen henvender sig både til private og til fagprofessionelle og kan findes på barndomudenvold.dk.
jeg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





