43.000 unge har hverken et job eller en uddannelse, og en stor andel af dem har psykiske eller sociale udfordringer.
Derfor har et bredt flertal afsat ca. 520 mio. kr. over en fireårig periode til skræddersyede indsatser, der skal hjælpe unge i arbejde eller uddannelse.
Ambitionen er, at hjælpen fra kommunen skal være en koordineret indsats med aktører på tværs af uddannelses-, social- og sundhedsområdet, så de understøtter hinanden og har fælles fokus på, at unge kommer tættere på arbejdsmarkedet. Når kommuner ansøger om penge til initiativet, forpligter de sig samtidig til at etablere et lokalt partnerskab med virksomheder og civilsamfundet.
- Alle unge fortjener at være en del af et fællesskab. Vi skal derfor finde nye håndtag at dreje på og nye måder at samarbejde på. Sammen med de nationale og lokale partnerskaber er dette initiativ motoren, som skal sikre, at vi kan gøre Ungeløftet til virkelighed og levere vores løfte til vores unge mennesker, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og supplerer:
- Vi har gjort os umage med at gøre ansøgningsprocessen så nem som mulig for kommunerne, og jeg håber, at alle landets kommuner vil gå ambitiøst til værks og vil være med til at hjælpe flere unge med i arbejdsfællesskabet.
Aftale om Ungeløftet
- Regeringen, SF, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har med Aftale om Ungeløftet i alt afsat 1,16 mia. kr. til at udbrede indsatserne IPS og ’Flere unge skal med’ i perioden 2025-2035.
- IPS – Individuelt Planlagt job med Støtte er et forløb, som er skræddersyet til den enkeltes situation, og som flere studier har vist virker og hjælper særligt personer med alvorlige psykiske lidelser med at komme i arbejde.
- I første ansøgningsrunde, som er åben nu, er der afsat ca. 520 mio. kr. til indsatser for unge i alderen 15-29 år i perioden 2025-2028. Der planlægges to lignende ansøgningsrunder i perioden 2029-2035.
Kilde: Beskæftigelsesministeriet
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.