De offentlige arbejdsgivere stiller flere krav og har mere magt over for medarbejderne end for 15 år siden. Det fastslår en ny rapport, som er lavet af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved sociologisk institut på Københavns Universitet. Det skriver Avisen.dk.
Rapporten fokuserer på tre områder inden for den offentlige sektor: Hospitaler, folkeskoler og ældreplejen.
En af de mest fremtrædende forandringer, der er sket i den offentlige sektor, er ifølge rapporten, at arbejdsgiverne i form af kommuner, regioner og staten har fået mere magt over lønmodtagerne.
Kamp om jobbene
Og det er der flere forklaringer på, fortæller en af forfatterne bag rapporten Mikkel Mailand, der er lektor og forskningsleder ved FAOS.
For det første har lavkonjunkturen efter finanskrisen stillet lønmodtagerne ringere, da der ikke har været efterspørgsel på deres arbejdskraft, men derimod kamp om jobbene.
Derudover er arbejdsgiverne også blevet mere aktive og stiller flere krav til lønmodtagerne.
- Arbejdsgiverne har tilsyneladende haft et behov for at markere sig med en mere markant arbejdsgiverprofil. Og arbejdsgiverne er i højere grad begyndt at se overenskomstsystemet som en del af den samlede budgetpolitik, siger Mikkel Mailand til Avisen.dk.
KL afviser
Han peger også på, at lockouten af 67.000 lærere i 2013 har ændret magtforholdet i arbejdsgivernes favør.
- Der brugte man et middel, man ikke havde set før, nemlig lockout uden foregående strejkevarsel. Og nu sidder man på den anden side af bordet på lønmodtagernes side og ved ikke, om det er et middel, der vil blive brugt igen. Og det kan have en disciplinerende effekt på lønmodtagerne. Her farer man måske ikke så hurtigt frem, som man ellers ville have gjort, siger Mikkel Mailand.
KL afviser dog, at de har mere magt idag end før finanskrisen og lærer-lockouten:
- Men krisen har naturligvis gjort, at parterne har skulle tage et større ansvar. Vi har ved overenskomstforhandlingerne i 2011, 2013 og 2015 sammen med de faglige organisationer netop taget det ansvar og aftalt nogle økonomisk ansvarlige overenskomster. Det ser jeg faktisk som en klar styrkelse af den danske model, oplyser formand for Løn- og Personaleudvalget i KL, Michael Ziegler (K), til Avisen.dk.
Du kan læse rapporten her.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.