En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at mere end hver tredje hjemmehjælpsmodtager sjældent eller aldrig møder de samme hjælpere.
Ifølge Ældre Sagen svarer det til, at knap 24.000 ældre ikke bliver mødt af en velkendt medarbejder. Og det bekymrer direktør Bjarne Hastrup:
- Når ældre møder nye mennesker hele tiden, går noget vigtigt tabt. Trygheden, tilliden og den menneskelige relation betyder utroligt meget både for kvaliteten af plejen og for livsglæden i hverdagen, siger han og peger bl.a. på, at faste teams er en enkel, men afgørende løsning.
Modellen skaber nemlig ikke bare større nærvær for en ældre, men også bedre trivsel blandt medarbejderne, lyder det.
Hele 90 procent af hjemmehjælpsmodtagerne siger, at det har en positiv betydning, når det er de samme, der kommer. 78 procent af dem peger på, at det skyldes, at hjælperne kender deres behov og ved, hvordan de bedst kan hjælpe, skriver Ældre Sagen i en pressemeddelelse.
Derfor mener organisationen, at kommunerne nu skal tage det næste skridt, da det er deres "ansvar at sikre, at ældre får den tryghed de fortjener". Faste teams skal altså ikke bare være et mål på papiret, men en realitet i alle landets kommuner:
- Vi mener, der skal være en øvre grænse for, hvor mange forskellige hjælpere der må komme i den ældres hjem i løbet af en måned. Det mener 77 procent af befolkningen i øvrigt også, siger Bjarne Hastrup med henvisning til Epinions befolkningsundersøgelse.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















