
SVENDBORG: Hvordan skaber vi bedre børnesager og sikrer, at børn reelt får indflydelse på deres eget liv?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet for et nyt og unikt samarbejde mellem Svendborg Kommune, Danmarks Forsorgsmuseum og SUS – Socialt Udviklingscenter.
Med støtte fra Lauritzen Fonden på knap 5 mio. kr. er projektet ”Bedre børnesager og børne-inddragelse” sat i gang. Målet er med udgangspunkt i barnets lov at udvikle og afprøve ny praksis til at inddrage børn og unge langt mere aktivt i de beslutninger, der handler om deres liv og fremtid. Det oplyser Svendborg Kommune.
En central del af indsatsen er etableringen af et socialt laboratorium forankret i kommunen. Her skal børn, forældre og fagprofessionelle sammen udvikle nye veje til mere ligeværdige børnesager.
Hold kæft og lyt
Samtidig bringes Danmarks Forsorgsmuseums historiske perspektiver ind i arbejdet og spejler dem i nutiden: Hvordan er anbragte børn blevet mødt og inddraget tidligere, og hvordan inddrages de i dag – og hvad kan vi lære af det, når vi skaber fremtidens praksis?
Museet sætter fokus på børnenes stemmer gennem en ny vandreudstilling “Hold kæft og lyt”, som er skabt i samarbejde med seks anbragte børn, og som åbner på museet 12. oktober. Udstillingen handler om anbragte børns ret til indflydelse på deres eget liv.
For Svendborg Kommune er projektet en del af en bredere ambition om at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen og skabe større sammenhæng i børnesager, fortæller direktør for børne- og ungeområdet Jonas Wittendorff.
- Vi vil udvikle en praksis, hvor børn bliver taget alvorligt som aktive deltagere i deres egne sager; noget som også ligger i direkte forlængelse af vores børne- og ungepolitik, der slår fast, at børn og unge skal have reel indflydelse på deres liv, siger han og fortsætter:
- Med det her samarbejde får vi mulighed for at afprøve nye metoder sammen med børn og familier, samtidig med at vi trækker på museets historiske erfaringer og SUS’ udviklingskompetencer. Og målet er, at det både skal give konkrete forbedringer i børnesagerne i Svendborg og inspiration til andre kommuner.
Det bliver SUS, der leder projektet og driver det sociale laboratorium, mens kommunen bidrager med praksiserfaring og udvikling i sagsbehandlingen, og forsorgsmuseet leverer historiske perspektiver og formidling.
Projektet skal dokumentere viden og erfaringer, som kan deles bredt på tværs af kommuner og fagområder.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.