dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Odense afviser tilbagebetaling for handicapferier

Handicappede, der ulovligt har betalt tilskud til ferier, skal ikke regne med at få pengene tilbage. Handicapforening er skuffet
23. OKT 2014 8.00

ODENSE: Der bliver ikke betalt penge tilbage til de handicappede borgere, der uretmæssigt har hjulpet med at finansiere ferieophold af egen lomme. Kommunen har handlet i god tro, lyder konklusionen på en intern juridisk vurdering.

- Den praksis, Odense Kommune tidligere har haft i forbindelse med ferier og udflugter, har været bredt anerkendt og almindelig praksis i mange af landets kommuner, lyder det i vurderingen, der er en del af det sagsresumé, der blev gennemgået på det seneste møde i ældre- og handicapudvalget.

Dermed følger kommunen i sporet på Favrskov Kommune, der tidligere har afvist at betale penge tilbage og har anket Statsforvaltningens afgørelse, der slog fast, at brugerbetalingen var ulovlig, og at kommunerne havde pligt til at betale tilbage.

Kompliceret bilagsrod
En anden del af forklaringen på, at kommunen ikke har tænkt sig at kompensere de borgere, der ulovligt har givet tilskud til ferier og udflugter, er, at kommunen vurderer, at det er for kompliceret at finde frem til, hvem der har betalt for hvad.

- Hvis en tilbagebetaling skulle gennemføres, ville det kræve, at hver enkelt borger har kvitteringer for udgifterne - som fx er biografbilletter, regninger for mad eller lignende, hedder det i referatet fra udvalgsmødet.

Derfor er konklusionen, 'at kommunen ikke har pligt til at godtgøre de borgere, der i overensstemmelse med tidligere praksis har betalt for personaleudgifter i forbindelse med ferierejser'.

Skuffelse i handicapforening
Andre steder, eksempelvis i Køge Kommune, har politikerne accepteret afgørelsen, og indstillet sig på at tilbagebetale et beløb, der let løber op i adskillige hundredetusinde kroner. Derfor skuffer udmeldingen fra Odense Landsforeningen LEV - for de handicappede har ret til at få deres penge tilbage.

- Helt ærligt, det er en lovgivning, der er gældende for kommuner, som har jurister ansat, der ikke har nærlæst det. Landet er dårligt stillet, hvis jurister i så simpel en sag ikke sætter sig bedre ind i lovgivningen, siger landsformand Sytter Kristensen til dknyt.

Derfor så hun gerne, at man i det mindste afventede den anke, som Favrskov Kommune er kommet med til Statsforvaltningen. De har nemlig ligesom Odense i første omgang afvist tilbagebetalingspligten.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/odense-afviser-tilbagebetaling-for-handicapferier

GDPR