
ODENSE: Ankestyrelsen har sagt nej til Odense Kommune, om den må skele til lånemulighederne på markedet og lade være med at anbefale socialt udsatte meget dyre kviklån til f.eks. at få lavet dårlige tænder.
Hvis en udsat borger f.eks. har brug for at få skulle have trukket en del tænder ud, kan man som enkeltydelse søge forvaltningen om hjælp til at betale regningen. I særlige tilfælde giver kommunen støtte, fordi det er en uforudset enkeltudgift, som den udsatte borger ikke selv har penge til at betale.
Men mange får et nej til enkeltydelsen, og i stedet skal kommunen anbefale en mulig og realistisk og ikke for dyr låneordning til borgeren – under forudsætning af, at borgeren kan tilbagebetale lånet. Sådan har praksis hidtil været i Odense Kommunes beskæftigelses- og socialudvalg.
Men i nogle tilfælde har den udsatte borger måttet tage meget dyre lån for at få lavet tænderne – i Odense tilbyder ni tandlæger f.eks. lån til tandudtrækning, og man kan låne fra 2.000 kr. til 40.000 kr. med afdrag over en periode på et til fem år med helt ned til 100 kr. om måneden.
Disse lån kan i nogle tilfælde løbe op i årlige omkostninger (ÅOP) på 66,8 pct., og det har Odense Kommune hidtil syntes var for høje omkostninger, man ikke ville anbefale til udsatte borgere. Men det må kommunen ikke, ifølge Ankestyrelsen.
Byrådsmedlem Cæcilie Crawley (S) synes, det er helt forkert, at kommunen ikke må undlade at anbefale disse dyre kviklån:
- I forvejen skelede forvaltningen til lånemulighederne på markedet, og her anbefalede man ikke de dyreste lån. Men den går ikke ifølge Ankestyrelsen. Men risikoen med disse kviklån er, at man risikerer at blive fanget i en gældsfælde, hvis man ikke kan betale - og det sker desværre for en del udsatte.
Realistisk afdragsordning
I Ankestyrelsens svar på Odense Kommunes henvendelse, lyder det:
'Spørgsmålet om, hvorvidt et lån kan optages på rimelige vilkår, indgår ikke i vurderingen af, om en lånemulighed kan tillægges betydning. Det afgørende er alene, om afdragsordningen er realistisk. Vi kan i øvrigt oplyse, at hvis ansøger har en kassekredit med en uudnyttet trækningsret, må denne trækningsret efter vores opfattelse anses som en lånemulighed i forhold til aktivlovens bestemmelser om hjælp i særlige tilfælde. Der gælder derfor de samme betingelser for vurderingen af en kassekredit som ved anden låneoptagelse i forhold til hjælp i særlige tilfælde.'
Odense Kommune har i henvendelsen spurgt styrelsens hotline, og styrelsen pointerer, at et svar fra juridisk hotline er en generel vejledning til kommunerne om styrelsens praksis eller lovfortolkning. 'Et svar fra juridisk hotline er ikke en afgørelse. Svaret er ikke bindende for kommunerne. Vores vejledende svar skal læses med det forbehold, at Ankestyrelsen ikke kender hele oplysningsgrundlaget og måske ikke har behandlet problemet i en principafgørelse. Det betyder, at Ankestyrelsen i en klagesag vil kunne træffe en afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med det svar, der er givet i juridisk hotline,' lyder det i svaret fra Ankestyrelsen.
Cæcilie Crawley synes, at det er urimeligt, at reglerne er sådan, og hun og udvalget vil nu rette henvendelse til både beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og socialminister Mai Mercado (K) for at få ændret reglerne.
- Vi har rettet henvendelse til ministerene, fordi vi ikke vil ændre praksis, og vi vil helst kun anbefale lån med en maksimal ÅOP på 20 pct., pointerer Cæcilie Crawley.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.