Selvom der de seneste år er gjort tiltag for at sikre flere sosuer, så er det gået den anden vej. Det skriver Jyllands-Posten med henvisning til en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut.
Rapporten beskriver udviklingen på landets erhvervsuddannelser siden 2015, hvor en reform skulle forsøge at tiltrække flere unge til erhvervsuddannelserne. Ifølge rapporten er der i dag 41 pct. færre optagne på sosu-uddannelsen sammenlignet med det gennemsnitlige årlige optag inden 2015.
Med reformen blev der blandt andet indført et adgangskrav på karakteren 02 i fagene dansk og matematik. Det kan ifølge en af forfatterne til rapporten have haft betydning i forhold til de seneste års fald i optaget.
- En mulig forklaring er, at mange ikke kan leve op til de skærpede krav, siger Yakup Bas, konsulent i Danmarks Evalueringsinstitut, til Jyllands-Posten.
Modsat effekt
Ifølge Venstres uddannelsesordfører skulle adgangskravet være med til at give uddannelserne mere prestige og også sikre kvalitetsniveauet i uddannelserne.
- Men noget tyder på, at det har haft den stik modsatte effekt af, hvad vi gerne ville. Der bliver vi simpelthen nødt til at se nærmere på, hvad vi kan gøre for at få vendt den forkerte udvikling, siger Ulla Tørnæs.
Ud over Venstre blev den politiske aftale om en reform af erhvervsuddannelserne indgået af Socialdemokraterne, De Radikale, DF, SF, De Konservative og Liberal Alliance.
Formanden for Danske Sosu-skoler, Lisbeth Nørgaard, kalder situationen meget alvorlig. Hun siger til avisen, at en del af løsningen må være at gøre en indsats for at tale fagene op.
Ziegler: Tilbyd elevløn
Også Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup Kommune og formand for løn- og personaleudvalget i KL, kalder situationen for meget alvorlig.
Han siger til avisen, at hvis det ikke lykkes at tiltrække flere elever, så kan kommunerne om få år ganske enkelt ikke levere den ældrepleje, som alle bør kunne forvente.
- Vi bliver nødt til at handle nu, og der skal flere forskellige initiativer i spil samtidig, siger Michael Ziegler til Jyllands-Posten.
Han opfordrer landets kommuner til at tilbyde elever på sosu-uddannelserne elevløn, mens de går på skolernes grundforløb.
Muligheden for at få elevløn under grundforløbet blev med reformen erstattet af SU for de elever, som ikke har en aftale med en virksomhed. Det kan ifølge instituttet også være en årsag, til at færre voksne vælger erhvervsvejen.
Måske er der håb forude. Den 1. august 2020 trådte retten til 110 pct. af dagpengesatsen for ufaglærte samt faglærte med forældet uddannelse i kraft. Det kan ifølge Danmarks Evalueringsinstitut øge interessen.
rbr / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.