Overklassen er stukket af fra resten af samfundet

Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen og Jonas Schytz Juul: Det danske klassesamfund - Et socialt Danmarksportræt,
147 sider,
199,95 kr. (vejl.),
Gyldendal 2012

Denne bog fastslår med stor tydelighed, at Danmark stadig er et klassesamfund med store forskelle i levevilkår, magt og muligheder. Den rammer en stor pæl igennem den medieskabte myte, at Danmark i dag skulle bestå af en mere eller mindre velaflagt homogen middelklasse, der omfatter 90 pct. af befolkningen. Dette fejlbilleder er bl.a. opstået fordi, at meningsdannere og politiske beslutningstagere i stigende grad lever i en anden virkelighed end befolkningens store flertal.

Bogen slår et slag for, at en analyse af de sociale, kulturelle og økonomiske forhold i dagens Danmark, kræver en klasseanalyse. Ikke en klasseanalyse af den gamle slags med proletariat og bourgeoisie. Den type af klasseanalyser har ingen analytisk værdi i et moderne velfærdssamfund. Men at der er klasser - og dermed klasseforskel - er hævet over enhver tvivl. Bogen er et levende bevis for denne påstand.

Bogen der er skrevet i en typisk 'Lars Olsen-stil', hvor der er en god vekselvirkning mellem skarpe og let læste statistiske analyser og dagligdags beretninger fra levende menneskers liv og virke. Den giver så at sige stemme til hverdagsmennesket.

Bogen er dejligt befriet for langhårede teoretiske udredninger, om end de ofte ligger til grund for flere af de statistiske analyser - måske undtaget Bourdieu's kulturelle, sociale og økonomiske kapitalbegreber. Det er dog ikke så dominerende, at det vælter det gode helhedsindtryk.

Bogen er på mange måder et lidt trøstesløst, men også nødvendigt stykke nutidigt Danmarkshistorie. Den økonomiske og sociale ulighed i Danmark er i de seneste 25 år steget markant, hvilket især skyldes, at overklassen er stukket af fra resten af samfundet: 'Den primære årsag til den voksende ulighed i det danske samfund er ikke, at de fattigere bliver fattigere, men at de allerrigeste spurter fra resten af samfundet' (s. 44).

Godt nok er Danmark fortsat et af verdens mest lige - og politisk stabile - samfund, men de seneste års udvikling gør, at vi efter forfatternes mening bevæger os i den forkerte retning. Og kommer vi først derud, hvor vi på sæt og vis kommer til at ligne udviklingen i mange af de lande, som vi almindeligvis stolt sammenligner os med, er det for sent at rette det op.

Nutidig klasseanalyse
Bogen er meget overskueligt opbygget, hvor forfatterne starter med præsentere en nutidig klasseanalyse, der består af en overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og en underklasse.

Overklassen er en lille eksklusiv og over tid relativ stabil skare af personer. Den udgør kun 1 procent, af alle erhvervsaktive, når man fraregner de studerende. Klassen, eller socialgruppen, består af medlemmer af adelen og en snæver gruppe borgerlige, der er avanceret på den sociale rangstige via gamle familieformuer. Dertil skal lægges opkomlingene, der består af selvstændige, topledere eller folk med videregående uddannelse, der tjener mere end det tredobbelte af den typiske indkomst (1,2 mio. kr. i 2012):

'Det er hér, vi finder mange redaktører og politiske kommentatorer, som ikke bare har højtlønnede stillinger, men også lukrative bijob i tv-programmer, tænketanke og foredrags-virksomhed' (s. 41). Denne gruppe isolerer sig mere og mere fra resten af samfundet både gennem deres bolig- og uddannelsesvalg, men også økonomisk er de ved at løbe fra resten af samfundet. I 1985 havde de en indkomst der i gennemsnit lå 2,5 gange højere end gennemsnittet af dem fra arbejderklassen. I 2009 var denne forskel vokset til næsten 4 gange højere. Samfundets økonomiske fremgang har dermed været uhyre skævt fordelt. Den borgerlige regerings økonomiske politik har især bidraget til denne udvikling, men det er også forfatternes synspunkt, at den nye S-R-SF-regering ikke rigtigt har magtet, at rette op på denne skævhed.

Den højere middelklasse, der er vokset relativt fra at udgøre 4 pct. i 1985 til 9 pct. i 2009, består typisk af private og offentlige topledere, der tjener mellem to til tre gange mere end den typiske indkomst. Gruppen består også af mange med en akademisk uddannelse, der ligger den højere ende af lønskalaen. Skoleledere, ingeniører, gymnasielærere, læger og lignende regnes med til denne socialklasse: 'Også den højere middelklasse tager for sig af retterne. I 1985 tjente én fra den næsthøjeste klasse 1,3 gange mere end en arbejder - i 2009 var det steget til 1,5. For dele af den højeste middelklasse er forskellen imidlertid betydelig større' (s. 43).

Middelklassen, der typisk består af typer som murermestre, folkeskolelærere, sygeplejerske, brugsuddelere ol. er siden 1985 vokset som gruppe fra at udgøre 19 procent til i 2009 at udgøre 24 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen (ekskl. de studerende). Gruppe er steget, men lang fra at det kan retfærdiggøre, at op til 90 pct. af befolkningen skulle tilhøre middelklassen. Dette er en italesat fejlfortolkning, som ofte florerer i den mediebårne samfundsdebat. En fejlfortolkning som mange politiske partier - også Socialdemokraterne - er faldet for. Den er sikkert både ideologisk og politisk bekvem, men den stemmer bare dårligt overens med virkelighedens Danmark.

Arbejderklassen, der af rigtig mange borgerlige politikere (ja, såmænd også Socialdemokrater) er blevet erklæret død, lever fortsat i bedste velgående, om end den omfangsmæssigt er skrumpet fra at udgøre 58 pct. af de erhvervsaktive i 1985 til at udgøre 47 pct. i 2009. Gruppen består af faglærte og ufaglærte arbejdere med arbejdsfunktioner, der ikke omfatter væsentlig ledelse. Eksempler der bliver nævnt i bogen er industriteknikere, tømrer, lastbilschauffører, sosu-assistenter ol. Selv om arbejderklassen antalsmæssigt er på retur, bliver det nærmest overset i både mediebilledet og politikformuleringen, at denne gruppe næsten udgør halvdelen af alle erhvervsaktive. Det forhold, at man så at sige politisk har glemt arbejderklassen, har på sæt og vis betydet en katastrofal indkomstudvikling for denne gruppe: 'Regningen for krisen er i høj grad sendt til arbejderklassen: Færre dagpenge, forringet efterløn, faldende realløn, dramatisk færre praktikpladser på erhvervsuddannelserne...' (s. 19).

Underklassen, der i de sidste 25 år har udgjort et relativt stabilt antal på ca. 20 pct. af de erhvervsaktive, består af personer der er uden for arbejdsmarkedet mere end 4/5 af året. Der er tale om førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere osv. Mange af de tunge socialpolitiske problemstillinger er knyttet til den marginaliserede del af underklassen. Det er her at børn vokser op i normløshed, og det er også her, at man er klumpet i udsatte boligområder, med en overrepræsentation af kriminalitet: 'For mange af underklassens børn starter miseren allerede i skolen - ja, ofte før...Underklassens børn klarer sig usædvanligt dårligt' (s.104). Det er også inden for denne socialklasse, at de tungeste integrationsproblemer er knyttet: 'Blandt etniske danskere er underklassen kun steget en anelse - fra lidt under ti procent i 1985 til lidt over i dag. Når underklassen samlet set er vokset til 14 pct. af familierne [bemærk familier, pet], skyldes det, at indvandrere, flygtninge og efterkommere udgør en voksende befolkningsgruppe, og at mange af disse havner i underklassen'(s. 96). Det leder hen til: 'Det er frem for alt beboerne i den almene sektor, der har løftet integrationen af de nye medborgere' (s. 97).

Stor ulighed mellem klasserne
Med ovenstående klasseopdeling forsøger bogens forfattere at se på hvordan fordelingen af leveforhold, indkomst, formue, uddannelse og boligforbrug er fordelt. Det tegner alt i alt et dystert billede, hvis man tror, at mulighederne er nogenlunde lige fordelt. Det er de ingenlunde, og det mest bekymrende er, at forskellen bliver større og større. Ja, så store at forfatterne direkte advarer mod at udviklingen fortsætter til stor skade for samfundets sammenhængskraft og politiske stabilitet: 'Børn vokser op i radikalt forskellige virkeligheder, selv om de rent fysisk ikke er langt fra hinanden' (p.97).

Bogen er fyldt med en række faktuelle forhold, der underbygger forfatternes påstande. Og her er ikke tale om små statistiske krusninger, men massive udviklingstræk: 'Et gammelt ordsprog siger, at 'de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder', men det er langt fra konsekvensen af de seneste års krisepolitik' (s. 79). Den nye regering har indtil videre ikke rigtigt rykket meget ved denne vurdering: 'Samlet set har skiftende regeringers krisepolitik således forstærket skævhederne i samfundet' (s. 82).

Forfatterne peger på, at en mulig politisk fejl, som man kan konstatere, er at politikerne i al for høj grad har fokuseret på det såkaldte videnssamfund, og været politisk blinde over for den erkendelse, at økonomisk udvikling kræver både produktion og viden. De har så at sige været tonedøve over for udsagnene fra det hårde arbejdsliv.

Tydelige eksempler på det har fx været arbejdsmiljø og efterløn. Hårdt fysisk arbejdsmiljø antages nærmest at høre fortidens industrisamfund til. Hvis man overhovedet diskuterer arbejdsmiljø, er fokus typisk på det psykiske og følelsesmæssige. Efterlønsdebatten blev præget af, at offentligheden dagligt gennem pressen blev fodret med fantasirige historier om golfspillende overlæger på efterløn. Folk der mageligt kunne tage et par ekstra år på arbejdsmarkedet, nu hvor staten fattedes penge. Hvad ligner det, at de svage skal betale for at de raske kunne holde fri. Ingen kunne være i tvivl om, at den slags historier om statsfinansieret driverliv var gift for hele efterlønsordningen.

For godt nok havde man kendt økonomernes anbefalinger i mange år (fx fra Velfærdskommissionen), men det blev alligevel politiske beslutninger (også støttet af Socialdemokraterne) der førte til de kraftige forringelser, der hovedsagligt blev pålagt arbejderklassen. For sandheden er, at efterlønnen for over 80 pct. vedkommende tilfaldt faglærte og ufaglærte, der for en stor dels vedkommende måtte betragtes som mere eller mindre nedslidte, og som faktisk fortjente en værdig mulighed for at kunne trække sig tilbage fra arbejdslivet - og så stadig have nogle raske og rørige år at leve i. Noget der i mange år faktisk har været praktiseret af de mere velbjergede om end de trak sig senere tilbage fra arbejdslivet.

Skal man finde en forklaring på disse fænomener, så må den være, at den politiske elite og de toneangivende medier udgår fra overklassen og den højere middelklasse, der i realiteten ved uendeligt lidt om hvordan livet leves i arbejderklassen og underklassen: 'Mediefolkene er - ligesom mange økonomer og politikere - påfaldende blinde over for de sociale konsekvenser' (s. 85).

Bogen har ud over en række analyser om fordeling af levevilkår og økonomi et lille solidt kapitel om uddannelsernes betydning i det nye klassesamfund. Den sociale arv er blevet cementeret, og den sociale mobilitet er havnet i en betonklods. Mønsterbrydernes tid ser ud til at være stilnet af til trods for massive offentlige investeringer i uddannelsesaktiviteter. Interessant er det også at se, om end man vidste det i forvejen, at især familiernes kulturelle kapital (mere end økonomisk kapital) spiller en helt afgørende rolle for de unges uddannelsesmuligheder. Er forældrene medlem af 'den snakkende klasse', så går det som regel børnene bedre i de forskellige uddannelsesmiljøer.

En opsang til os alle
Bogen slutter af med en opsang. Den må primært være møntet på de politikere, der har læst bogen. Da det samtidig er en slags sammenfatning af bogen, kan den også læses af den mere fortravlede læser, der ikke giver sig tid til at læse det hele.

Sammenfattende kan det siges, at udviklingen de seneste 20 år har været kendetegnet af en større økonomisk ulighed, en øgede adskillelse af borgernes boligmønster og en mindre social mobilitet mellem klasserne. En bekymrende udvikling: 'det siges, at stigende ulighed ikke er et problem, bare samfundet har lige muligheder. Sådan er det bare ikke i virkelighedens verden. Dokumentationen er efterhånden overvældende: Større ulighed og segregering fører til mere ulige muligheder (s. 132)... Opsplitningen af samfundet virker destabiliserende: Det er toppen i samfundet, som nyder godt af gevinster og fremskridt, mens det brede lag betaler regningen og døjer med konsekvenserne' (s. 134).

Bogen slutter med følgende opfordring og formaning: 'Det er nu, vi skal vende udviklingen og træde op mod de voksende skel. Vi skal ikke vente, indtil uligheden er lige så stor som i Storbritannien. Vi skal heller ikke vente, indtil segregeringen er lige så dramatisk som i USA. Hvis vi når dertil, er selve fundamentet for velfærdssamfundet skredet - socialt, folkeligt og politisk. Og så er det for sent' (s. 140).

Med disse ord skal politikere og andre beslutningstagere opfordres til at læse denne lille og let læste pamflet. Den vil med garanti give stof til refleksion og eftertanke, og den vil kunne kvalificere samfundsdebatten.