dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Plejer på bosted voldtog ung kvinde uden sprog

En tidligere plejer idømmes fængsel og fratages retten til at arbejde med handicappede efter voldtægt.

En 58-årig mand er blevet dømt for at have voldtaget en ung kvinde, som var beboer på et bosted, hvor han var ansat som plejer. Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på X.

Dommen faldt onsdag ved Retten på Frederiksberg. Den lyder på to år og seks måneders fængsel. Desuden er manden blevet frataget retten til at arbejde med handicappede.

Voldtægten fandt sted den 4. september 2023 på bostedet, hvor den 26-årige kvinde boede, og manden var plejer. Ifølge anklager Andreas Juhl udnyttede manden sin stilling som plejer til at begå overgrebet på den 26-årige kvinde, som er meget handicappet og ikke har noget sprog.

Anklageren argumenterede under sagen for, at den 58-årige tidligere plejer skulle idømmes to års fængsel. Men retten gik altså med en endnu højere straf på to et halvt års fængsel.

Ifølge anklageren har retten blandt andet lagt vægt på de skærpende omstændigheder i sagen i forhold til mandens stilling, og at han vidste, at kvinden ikke havde noget sprog.

Den 58-årige mand har anket dommen til landsretten.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.