dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Rådmand vil tvangsfjerne børn af kriminelle efter millionregning
Otte familier med tilknytning til kriminalitet i Odense har kostet kommunen 226,8 millioner kroner siden 2009.
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Rådmand vil tvangsfjerne børn af kriminelle efter millionregning

Otte odenseanske familier med tilknytning til kriminalitet har kostet kommunen 227 millioner kroner på 15 år.

ODENSE: Siden 2009 har otte familier med tilknytning til kriminalitet i Odense kostet kommunen 226,8 millioner kroner i blandt andet udgifter til anbringelser, opholdssteder, plejefamilier og døgninstitutioner.

Det skriver TV 2 Fyn på baggrund af et notat fra Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.

Og derfor skal det være muligt at tvangsfjerne børn, alene fordi deres forældre er bandekriminelle, mener kommunens beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt (V).

- Vi skal sikre os, at de børn aldrig nogensinde bliver en del af bandekriminaliteten, og det gør vi bedst ved ikke at lade dem vokse op i et hjem sammen med de kriminelle forældre. Banderne rekrutterer internt i familierne, og den fødekæde skal simpelthen brydes, siger han.

Vold, bander og stoffer

Videre vil der fra denne uge blive brugt flere kræfter på kontrollen af sociale ydelser i kommunen, lyder det fra Christoffer Lilleholt.

De otte familier har tilknytning til Center for Familier og Unge i Odense Kommune, fremgår det af notatet. Her arbejdes der med familier, hvor der blandt andet er "komplekse problemstillinger" og kriminalitet. En stor del af familierne er bosiddende i bydelen Vollsmose, der er er på listen over parallelsamfund i Danmark.

Den mest omkostningstunge af de otte familier har på de 15 år kostet mere end 41 millioner kroner for Odense Kommune.

Af de knap 227 millioner kroner, der er brugt på de otte familier, er 72 procent gået til udgifter i forbindelse med anbringelser, opholdssteder, plejefamilier og døgninstitutioner.

Det fremgår ikke af notatet, hvilken kriminalitet familierne har begået. Men ifølge rådmand Christoffer Lilleholt kan kommunen se i "egne systemer", at der er tale om vold, bandekriminalitet og salg af euforiserende stoffer.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.