
RANDERS: Allerede tilbage i november blev Randers Kommunes nye handleplan, hvori det fremgår, at børn i indskolingen som udgangspunkt ikke længere skal visiteres til specialundervisning, diskuteret i samråd med børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S).
Nu har folketingsmedlem Nick Zimmermann (DF) spurgt, hvorvidt "ministeren kan stå inde for, at Randers Kommune er nødsaget til at spare 18,5 mio. kr. på specialundervisning, og mener ministeren, at det er en samfundsopgave at løfte disse medborgere" med en henvisning til TV2 Østjyllands dækning af sagen.
I svaret skriver Mathias Tesfaye, at han ikke kan tage stilling til besparelser i en konkret kommune, men at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet allerede har været i kontakt med Randers Kommune.
"Styrelsen understregede over for Randers Kommune, at der skal ske visitation af elever til specialundervisningstilbud, hvis de har behov herfor, og at der skal foretages en konkret og individuel vurdering. Randers Kommune bekræftede i denne sammenhæng, at de fortsat vil visitere elever til specialundervisningstilbud," skriver han.
Regeringen bakker op om inklusion
Helt konkret har Randers Kommune besluttet, at elever i indskolingen som udgangspunkt ikke længere skal visiteres til specialundervisningstilbud med undtagelse af elever med massive og gennemgribende indlæringsvanskeligheder.
Mathias Tesfaye understeger i sit svar, at den enkelte kommune har ansvaret for at prioritere midler inden for lovens rammer, og at han forventer, at alle kommuner gør dette.
Han skriver samtidig, at "det bestemt er en samfundsopgave at løfte gruppen af børn med særlige behov, som spørgeren konkret spørger ind til. Derfor er mange kommuner i gang med at omstille almenområdet, så det i højere grad end i dag kan favne skoledistriktets elever. Dette er både økonomisk og fagligt fornuftigt, og regeringen støtter op om denne udvikling."
Under samrådet i november udtalte ministeren, at han ikke så noget i handleplanen, som er i strid med loven.
- Jeg kan se, at intentionerne om at skabe mere inklusion er der, og dem vil jeg gerne bakke op om. Og selv om Randers Kommune ikke skriver helt almindelige forvaltningsretlige principper ind i deres aftale, så gælder de principper jo stadig, sagde han på daværende tidspunkt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.