SYDDANMARK: Som led i målet om at øge synergien på det regionale socialområde har regionsrådet vedtaget at omdanne de nuværende 27 tilbud til otte større enheder, bestående af tilbud med sammenlignelige målgrupper – så der bliver otte centre fra den 1. januar 2013, oplyser psykiatri- og socialdirektør Jacob Stengaard Madsen til dknyt.
Den nye organisering indebærer, at de otte centerledere får et større og mere tværgående ansvar, samtidig med at det strategiske niveau styrkes. Det tjener det formål at skabe større fokus på at udvikle fagligheden på tværs samtidig med, at enhederne bliver mere økonomisk robuste. Det forventes desuden, at omstillingen vil skabe bedre vilkår for arbejdet med dokumentation af indsatsen samt innovation på tilbuddene. Samlet set understøtter det den nye dagsorden, der i foråret 2012 er sat for samarbejdet mellem de 22 kommuner og Region Syddanmark.
Hensigten er bl.a. at undgå de sårbare situationer, hvor en kommune måske hjemtager samtlige brugere, og det enkelte tilbud bliver nødt til at dreje nøglen om. Ved at være flere ensartede tilbud under samme paraply ryger sårbarheden, og medarbejdernes kvaliteter kan udnyttes bedre på tværs.
Centerledere og vicecenterledere for syv af de nye centre er udpeget ultimo august 2012, mens udpegning af de sidste ledere har afventet gennemførelse af høringsprocessen vedrørende skolerne for hørehæmmede og kommunikationscentre, og nu afventer beslutning i regionsrådet. Omstillingen indebærer desuden en omstrukturering i driftsområdet i regionshuset, hvor de nuværende tre afdelinger i socialdrift reduceres til to.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.