
Unge mellem 20 og 29 år opfordres i øjeblikket til at skynde sig at booke tid til coronavaccination, og fra onsdag tikker invitationerne også ind hos forældrene til de 12-15-årige.
Men det afspejler sig i smittetallene, at de unge aldersgrupper endnu ikke er vaccinerede, for de står for en stor del af de registrerede tilfælde med coronavirus.
Alene de seneste syv dage har 224 børn mellem 0-9 år og 956 børn og unge mellem 10-19 år fået konstateret covid-19.
Selvom de smittede børn og unge giver en lav belastning på sundhedsvæsenet, fordi de sjældent indlægges, risikerer en del af dem at blive ramt af senfølger, og det kan have store konsekvenser for deres trivsel.
Det fortæller Selina Kikkenborg Berg, der er professor i kardiologi med særlig fokus på klinisk sygepleje ved Rigshospitalet.
- Det kan være meget begrænsende for et barns liv, hvis man har vejrtrækningsbesvær og ikke kan deltage i sport, som man plejer.
- Det kan være svært at deltage i det sociale fællesskab, hvis man ikke kan koncentrere sig og dermed komme i skole, eller hvis man føler sig syg og sløj i lang tid, siger hun.
Spørgeskemaer til 200.000 børn og unge
Selina Kikkenborg Berg er med på et forskerhold, som skal undersøge senfølger hos børn.
De vil i de kommende uger sende spørgeskemaer til 200.000 danske børn og unge op til 18 år, som både har været ramt og ikke ramt af corona. Det skal afdække omfanget og konsekvenserne af senfølger i aldersgrupperne.
Ifølge Selina Kikkenborg Berg ser det ud, som om mange symptomer klinger af over tid. Men der mangler endnu meget viden på området.
- Man har måske ignoreret betydningen hos børn og unge lidt, for det er meget få af dem, der indlægges, siger hun.
I Danmark er der i alle regioner oprettet særlige klinikker for patienter med svære senfølger.
I februar åbnede en særlig klinik for senfølger hos børn på Aarhus Universitetshospital.
Udenlandske studier viser samme senfølger
Ifølge Selina Kikkenborg Berg viser studier fra andre lande, at børn og unge også rammes af de typiske senfølger af covid-19.
- Et norsk studie viser, at cirka halvdelen af smittede patienter mellem 16 og 30 år havde symptomer op til seks måneder efter. Det var tab af lugt- og smagssans, voldsom træthed, udmattelse, vejrtræknings- og koncentrationsbesvær, siger hun.
Hun henviser også til et studie fra Italien, som viser nogenlunde de samme tendenser, mens 10-15 pct. af børn og unge ifølge overvågningsdata fra England har symptomer efter fire uger.
Desuden har et svensk studie beskrevet fem børn, der op til et år efter sygdom stadig har voldsomme symptomer.
FAKTA
- Med de seneste smittetal fra tirsdag har der været 22.073 bekræftede tilfælde af covid-19 blandt de 0-9-årige i Danmark.
- For de 10-19-årige har der været 49.779 bekræftede tilfælde af covid-19. Kun i aldersgruppen 20-29 år har der været flere tilfælde i Danmark.
- Alene de seneste syv dage har 224 børn mellem 0-9 år og 956 børn og unge mellem 10-19 år fået konstateret covid-19.
- I Danmark er der ikke noget samlet overblik over, hvor mange af børnene og de unge, der er ramt af senfølger.
- Forskningsprojektet LongCOVIDkidsDK, som et hold forskere på Rigshospitalet i København står bag, skal gøre fagfolkene klogere på omfanget og konsekvenserne af senfølger hos børn og unge.
Kilde: SSI, Rigshospitalet
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.