dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Sociale problemer, vold og trusler: Listen over skoler under tilsyn stiger

Antallet af skoler under tilsyn for parallelsamfundsproblematikker er for nylig steget fra seks til ti.
2. SEP 2023 7.58

“Ansatte er blevet slået med knytnæve i ansigtet, skubbet eller angrebet bagfra, bidt i armen, slået i maven, ryggen, skridtet og nikket skaller i maven”. Citatet er fra Arbejdstilsynets påbud til Skolen på Amagerbro i 2020. For nylig kom skolen under det særlige “kvalitetstilsyn med fokus på parallelsamfundsproblematikker”.

Antallet af skoler under tilsynet steg for nylig fra 6 til 10. De nye skoler på listen er Tagensbo Skole i Københavns Nordvest, Østerbro Skolen i Nykøbing-Falster og Kvaglundskolen Signatur i Esbjerg.

Fælles for skolerne er, at mere end 30 procent af eleverne på skolen har ikke-vestlig baggrund, de faglige resultater i især dansk er for dårlige, og skolerne har ikke tilstrækkelige indsatser til at forebygge, identificere og håndtere parallelsamfundsproblematikker.

Sådan lyder vurderingen fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).

Vold i dagligdagen

24syv har fået aktindsigt i tusindvis af dokumenter fra STUK, der afslører forholdene på skolerne underlagt det særlige tilsyn. Af dokumenterne fremgår det eksempelvis, at skolen på Amagerbro oplever vold mellem skolens elever 1-2 gange om ugen. De seneste to år har der på skolen været 14 hjemsendelser af elever grundet vold.

En tidligere lærer på skolen fortæller blandt andet til 24syv, at “en elev blev passet op af to andre elever, tvunget til at tage tøjet af og blev tisset på. Det var elever i indskolingen.”

Den tidligere lærer har ønsket at være anonym, men 24syv er bekendt med lærerens identitet.

De fire skoler, der senest er underlagt tilsynet, har på to år foretaget sammenlagt 270 underretninger til de sociale myndigheder. De omhandler typisk mistrivsel, højt fravær og vold eller overgreb i elevernes hjem.

Problemer, der skal løses

24syv har forelagt Niels Egelund, professor emeritus på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, adskillige uddrag fra de fire skolers tilsynsdokumenter.

Han fortæller til 24syv, at “det næsten ikke er til at bære at læse sådan noget”.

“Hvis man nu havde forestillet sig, at eleverne gik på en skole, hvor der måske var 10-20% med indvandringsbaggrund, og resten var danske elever, så ville de få et væsentligt bedre udbytte af undervisningen," fortæller Niels Egelund.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.