
I bestræbelserne på at få så mange statsansatte med familier til at flytte med deres arbejdsplads som muligt, besluttede Region Syddanmark i sidste uge at sætte fire mio. kr. af til at informere om fordele og jobmuligheder ved at flytte til regionen.
Nu går de sønderjyske kommuner skridtet videre for at overbevise de 412 ansatte i NaturErhvervsstyrelsen, der flyttes til Sønderborg og Tønder, om, at det ik' er så ringe endda at bo i Sønderjylland.
Som en del af lokkemaden vil de fire jobcentre gøre en indsats for at hjælpe de tilflyttende statslige ansattes ægtefæller med at finde arbejde.
Både herhjemme og i udlandet siger erfaringerne ved lignende øvelser, at det er et fåtal af medarbejderne, der vælger at tage turen med arbejdspladsen. Derfor forbereder de fire kommuner sig også på sammen at skulle finde kvalificeret arbejdskraft til at besætte eventuelt ledige stillinger.
Opkvalificering på tværs
Direktører og jobcenterchefer fra Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder er bl.a. begyndt at arbejde på at etablere et fælles opkvalificeringsforløb for ledige på tværs af kommunerne. I forvejen eksisterer der et strategisk samarbejde mellem jobcentrene på virksomhedsserviceområdet, og det skal der ifølge Haderslev Kommune bygges videre på.
- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi både vil være i stand til at hjælpe NaturErhvervstyrelsen med at rekruttere kvalificerede medarbejdere og finde jobmuligheder til ægtefællerne til de medarbejdere, der vælger at flytte med deres arbejdsplads til Sønderjylland. Det kræver bare en målrettet indsats, siger formand for arbejdsmarkedsudvalget i Haderslev, Jan Prokopek Jensen (S).
NaturErhvervstyrelsen flytter i 2017, men der er planer om, at de første 100 arbejdspladser allerede flyttes i april 2016. Det skyldes, at nogle af de medarbejdere, som ikke ønsker at flytte med arbejdspladsen til Sønderjylland, allerede er begyndt at finde nye jobs. I stedet for at rekruttere nye medarbejdere i København har NaturErhvervstyrelsen valgt at flytte arbejdspladserne og rekruttere direkte til de nye arbejdssteder i Tønder og Sønderborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.