
I weekenden lykkedes det Socialdemokratiet at opfylde et stort valgløfte, da partiet sammen med Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti fandt et flertal for en tidligere pension for dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.
Ordningen vil koste 3,5 mia. kr. årligt, give omkring 41.000 borgere ret til at trække sig tilbage i 2022 og efterlade en regning hos særligt den finansielle sektor og jobcentrene.
Sidstnævnte vil stå for omkring en tredjedel af finansieringen. 1,1 mia. kr., der skal findes hos jobcentrene hvert år gennem en "nytænkning af beskæftigelsesindsatsen".
- Der har gennem de senere år været rigtig meget debat om, hvor effektive jobcentrene er, og om man bruger dem på den gode måde. Vi har gjort os nogle gode erfaringer under coronakrisen med at føre beskæftigelsesindsats på en ny måde, sagde beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) natten til lørdag, da ordningen blev præsenteret.
FAKTA: Jobcentre skal skære 1,1 mia. kr.
- Lørdag landede en politisk aftale om tidligere pension mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti.
- Ud over en mulighed for at gå tidligere på pension blev partierne enige om at forbedre en eksisterende ordning for seniorpension. Det kommer samlet til at koste cirka 3,5 mia. kr. om året.
- Finansieringen skal blandt andet findes ved besparelser på landets i alt 94 jobcentre.
- Sidste år blev der brugt 13 mia. kr. på jobcentre og aktiveringstilbud, og her skal der findes besparelser på 1,1 mia. kr. om året fra 2024.
- Ifølge aftalen skal der være besparelser på 300 mio. kr. i 2022, 750 mio. kr. i 2023 og 1,1 mia. kr. fra 2024 og frem.
- Regeringen vil senere præsentere et oplæg for, hvordan besparelserne skal udmøntes, og det skal aftales politisk næste år.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Plan kommer i 2021
Hvordan det skal se ud, er dog endnu uvist. Partierne bag aftalen har forpligtet sig til at finde besparelsen. Og de vil i 2021 mødes for at aftale "den konkrete udmøntning".
Blandt dem, der driver og arbejder i jobcentrene, er der umiddelbart opbakning til at reformere jobcentrene.
KL er åben for at gennemføre besparelserne - hvis der er tale om tiltag, som forbedrer.
- Vi har længe haft det udgangspunkt, at der er gode muligheder for at effektivisere indsatsen i jobcentrene. Netop ved at kigge på at give dem mere frihed til at holde de samtaler, der giver mening, og mulighed for at bruge de elektroniske muligheder med sager, siger Thomas Kastrup-Larsen (S), formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg.
Skal fokusere på mening
Ifølge Thomas Kastrup-Larsen bruger jobcentrene i dag for meget tid på blandt andet at lave indberetninger til staten, "så de kan sidde og kigge os efter i kortene". I stedet for at fokusere på, hvad der giver mening for den enkelte.
Særligt individets behov, mener Mads Bilstrup, det er nødvendigt at give mere plads til. Han er formand for Dansk Socialrådgiverforening, der har omkring 4.000 medlemmer ansat i jobcentrene.
- Der foregår rigtig meget bureaukrati og rigtig mange procesforløb, som er dikteret af både lovgivning, bekendtgørelser og regler ude i de enkelte kommuner.
- Meget af det her bureaukrati og administration kunne man meget fint skære i og så sige, at vi hellere skal bruge tiden, økonomien og kræfterne på, at de borgere, der enten er sygemeldte eller ledige, kan få den rette hjælp, siger han.
Kan gå ud over borgere
Mads Bilstrup frygter dog, at besparelser kan ramme både borgere og medarbejdere på jobcentrene, hvis pengene findes ved at skære i medarbejderstaben. En konsekvens, der ifølge fagforbundet HK ikke kan undgås:
- Det er helt urimeligt, hvis det bliver de arbejdsløse og medarbejderne på jobcentrene, der skal betale prisen. HK Kommunal vil gå aktivt ind i den problemstilling og sætte fokus på konsekvenserne, så vi forhåbentlig kan få afværget de værste forringelser, siger Lene Roed, der er formand for HK Kommunal, i en pressemeddelelse.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.