dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Stor forskel på kommuners støtte til ukrainske flygtninge

Landets kommuner bestemmer selv, hvor meget de vil støtte ukrainske krigsflygtninge, der er privat indkvarteret i Danmark.
20. JUL 2022 6.37

Der er meget stor forskel på, hvor meget de danske kommuner støtter ukrainske flygtninge, der er privat indkvarteret i Danmark. Det viser Fagbladet 3F’s rundspørge til landets 98 kommuner, hvoraf de 95 har svaret.

Rundspørgen viser, at nogle få kommuner har støttet en enlig voksen flygtning med et blebarn med op til 1.000 kroner om dagen, mens en del andre kommuner slet ikke har støttet privat indkvarterede flygtninge eller deres værtsfamilier med penge i de første tre måneder efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar 2022.

21 kommuner giver nul kroner i støtte til ukrainske krigsflygtninge. Andre kommuner donerer et måltid mad, men de fleste kommuner støtter privat indkvarterede krigsflygtninge økonomisk.

Svendborg Kommune er blandt de tre kommuner, der har ydet størst økonomisk støtte til krigsflygtningene fra Ukraine. Kommunen giver op til 1.000 kroner per dag for en enlig voksen med et blebarn.

- Vi har i en god og anstændig dialog med borgeren og familien afgjort, hvad de har behov for inden opholdsgrundlaget kommer, hvor forsørgelsen herefter sikres via økonomiske rammer i Integrationsloven, siger Kim Bremer Christoffersen, afdelingschef i Svendborg Kommunes Direktionssekretariat.

Samarbejde med forening

Holstebro Kommune er blandt de kommuner, der har valgt en anden form for støtte end penge. Kommunen oplyser, at den har indgået et samarbejde med Foreningen Madkassen Vestjylland om udlevering af mad til både privat indkvarterede og kommunalt indkvarterede krigsflygtninge.

I den anden ende af landet oplyser Herlev Kommune, at den ikke udbetaler et fast beløb pr dag, men udleverer købekort på forespørgsel og efter behov. Noget lignende gør sig gældende i Gladsaxe Kommune. Kommunen oplyser, at den ikke udbetaler penge til privat indkvarterede flygtninge fra Ukraine, men at der i ganske særlige situationer bliver udleveret gavekort til indkøb af kost eller andet, hvis flygtningen henvender sig.

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmark Medie- og Journalisthøjskole understreger, at regler og lovgivning fastsætter, hvilke minimumsrettigheder og hjælp de ukrainske krigsflygtninge skal have.

- De skal have et sted at bo og noget at leve af. Men kommunerne kan vælge at gøre mere end det, de skal, og det er i virkeligheden det, vi ser her. Nogle kommuner ønsker at hjælpe med mere end det minimale, og det er en mulighed, kommunerne har, siger han.

Her er de kommuner der ikke giver økonomisk støtte:

Holstebro
Dragør
Vordingborg
Ærø
Morsø
Brønderslev
Læsø
Gladsaxe
Stevns
Rødovre
Lolland
Langeland
København
Hjørring
Halsnæs
Guldborgsund
Frederikshavn
Frederiksberg
Fanø
Egedal
Næstved

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.