
Pårørende har de seneste uger været afskåret fra at besøge ældre på plejehjem. Nu viser det sig, at den vejledning fra Sundhedsstyrelsen, som flere kommuner har rettet sig efter, fejlagtigt var for striks, når det gælder udendørsbesøg. Det erkender styrelsen over for Jyllands-Posten.
I vejledningen fra den 8. april fremgår det, at restriktionerne for besøg på plejehjem 'gælder både fællesarealer, udearealer og den del af boligen, som borgeren selv råder over'. Men det er forkert. Den 4. april har Styrelsen for Patientsikkerhed nemlig revideret loven, så pårørende må besøge deres kære på plejehjemmenes udendørsarealer, hvis byrådene finder det forsvarligt.
- Det er en fejl, at der i vejledningen om forebyggelse af spredning af covid-19 på plejecentre står en anden information om udearealer, udtaler Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, til Jyllands-Posten og tilføjer, at vejledningen nu bliver ændret.
For stramme restriktioner
Flere kommuner oplyser til Jyllands-Posten, at de hidtil har rettet sig efter Sundhedsstyrelsens vejledning og anlagt stramme besøgsrestriktioner, hvor pårørende end ikke måtte være i haven eller på beboerens terrasse. Det gælder blandt andet i Esbjerg, Frederiksberg og Vejle.
Så sent som onsdag fastslog sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) i folketingssalen, at på plejehjem, hvor der bor mange sårbare borgere, 'er det naturligvis ekstra afgørende, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vejledninger følges, så smitterisikoen mindskes'.
Venstres ældreordfører, Jane Heitmann, kalder sagen bekymrende.
- Det er jo mennesker, det handler om, og de fejl, der bliver begået, kan man ikke gå tilbage og lave om, siger hun.
Magnus Heunicke henviser til Sundhedsstyrelsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.