
Danmarks næststørste by, Aarhus, har i løbet af det seneste år taget imod 272 syrere. Dermed har Aarhus taget mod flest syrere i absolutte tal. Men i forhold til indbyggertal ligger kommunen langt nede på listen. Inden for det seneste år, fra fjerde kvartal 2014 til og med tredje kvartal 2015, er 10.334 syriske statsborgere indvandret til Danmark. Heraf har langt de fleste bosat sig i jyske kommuner. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Af de ti kommuner, som har modtaget flest syriske statsborgere, ligger de ni i Jylland. Odense Kommune har som den eneste uden for Jylland sneget sig i top-ti blandt kommunerne. Efter Aarhus følger Vejle Kommune, der har taget imod 270, mens Esbjerg har taget imod 266 syrere.
Kigger man på fordelingen af de syriske statsborgere i forhold til indbyggertallet i top-ti-kommunerne, så toppes listen af Haderslev. Her har man taget imod 203 syrere i perioden. Det svarer til 3,6 per 1000 indbyggere i kommunen. Til sammenligning har Aarhus kun taget imod 0,8 syrere per 1000 indbyggere i samme periode. Det er færrest af alle kommuner i top ti og rækker kun til en placering som nummer 87 ud af landets 98 kommuner.
I stedet er det Fanø, som har taget imod flest syrere i forhold til antallet af indbyggere i kommunen. I perioden er 20 syriske statsborgere flyttet til ø-kommunen. Det svarer til 6,1 per 1000 indbygger, hvilket altså er det højeste på landsplan. I den modsatte ende af listen er København placeret på sidstepladsen blandt de 95 ud af 98 kommuner, som har modtaget syrere. Kun 11 syrere har bosat sig i København, viser opgørelsen. Det giver et rent nul per 1000 indbyggere.
Fordelt på regionerne har Region Syddanmark modtaget 3091 syrere. Det svarer til 2,6 syrere i forhold til, hvor mange mennesker, der samlet bor i regionen. Det er samtidig et pænt stykke over landsgennemsnittet på 1,8 syrere per 1000 indbyggere.
Top-10 over kommuner hvor flest syriske statsborgere er indvandret til det seneste år.
1. Aarhus: 272
2. Vejle: 270
3. Esbjerg: 266
4. Randers: 242
5. Horsens: 241
6. Aalborg: 230
7. Odense: 210
8. Haderslev: 203
9. Sønderborg: 198
10. Aabenraa: 194
Top-10 over kommuner hvor færrest syriske statsborgere er indvandret til det seneste år.
På en delt 1. til 3.-plads Albertslund, Brøndby og Ishøj: 0
4. Herlev: 3
5. Glostrup: 5
På en delt 6. og 7.-plads Høje-Taastrup og Læsø: 6
På en delt 8. og 9.-plads København og Rødovre: 11
På en delt 10.-plads Ærø og Samsø: 13
Kilder: Danmarks Statistik
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.