
Nye indsatser skal bidrage til at stoppe vold mod børn og sikre, at landets børnehuse er rustet til at behandle de allermindste børn, som har været udsat for vold. I juni kom en række anbefalinger fra en arbejdsgruppe nedsat af regeringen, og nu har gruppen tre nye initiativer, som kan gøre en forskel nu og her.
Initiativ 1: Forsøg med anonym rådgivning til personer i risiko for at udøve vold.
Der skal gennemføres et forsøg med anonym rådgivning til personer i risiko for at udøve vold. Rådgivningen kan være tilgængelig telefonisk, skriftligt eller via chats, og indsatsen forankres i organisationen Lev Uden Vold. Rådgivningen skal bidrage til at forebygge, at volden opstår, da den giver personer med risiko for at udøve vold mulighed for at søge hjælp.
Der afsættes 0,6 mio. kr. i 2025, 2,6 mio. kr. i 2026 og 2,6 mio. kr. i 2027 til etablering af forsøget.
Initiativ 2: Støtte til Bryd Tavshedens kampagne ’Uge 12 uden vold’ samt undervisningsmateriale målrettet grundskoler.
En undersøgelse foretaget af Vive viser, at kun omkring halvdelen af børn og unge ved, hvem de kan gå til for at få hjælp og støtte af kommunen. Samtidig viser undersøgelsen, at knap en ud af fem børn og unge oplever, at de ikke er blevet oplyst om deres rettigheder.
Der afsættes derfor 0,5 mio. kr. årligt i 2025-2027 til Bryd Tavshedens kampagne ’Uge 12 uden vold’ samt til undervisningsmateriale om vold mod børn til grundskoler.
Initiativ 3: Udbredelse af behandlingstilbud til børn i alderen 0-6 år i børnehusene.
Ifølge FN’s Børnekonvention har børn, der har været udsat for omsorgssvigt, herunder vold, ret til rehabilitering og behandling.
Derfor afsættes der midler til, at børnehusene kan opkvalificere personale, så kommunerne har mulighed for at visitere børn under seks år, som har været udsat for vold, til behandlingstilbud i børnehusene.
Der afsættes 1 mio. kr. årligt i 2025-2027 til initiativet. Midlerne fordeles ligeligt mellem landets fem børnehuse.
Arbejdsgruppen om vold mod børn
Arbejdsgruppen om vold mod børn blev nedsat som en del af aftalen om SSA for 2024-2027. I den forbindelse blev der afsat 10,0 mio. kr. i perioden 2025-2027 til udmøntning af initiativer på baggrund af arbejdsgruppens anbefalinger. Arbejdsgruppens endelige anbefalinger blev offentliggjort den 27. juni.
Aftalekredsen bag SSA24 består af: Socialdemokratiet, Venstre, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.
Om tiltagene siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S):
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det her er et område, som står mit hjerte meget nært. Ingen børn skal vokse op i hjem præget af vold og utryghed. Vi er ikke mål endnu. Det er vi ikke, før vold mod børn ikke længere eksisterer. Men jeg mener, at vi med de tre initiativer tager et vigtigt skridt i den rigtige retning på området.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.