Børn og unge, der enten er anbragt uden for hjemmet eller modtager støttende indsatser, har en markant dårligere trivsel end andre børn og unge. Det viser en ny rapport fra Vive.
Undersøgelsen er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse fra 2023 og viser, at særligt disse to grupper befinder sig i en negativ udvikling, både hvad angår deres mentale sundhed og sociale livsvilkår.
Børn og unge i udsatte positioner scorer lavere på livstilfredshed og mental trivsel, de føler sig oftere triste, når de tænker på deres fremtid, og de skifter skole oftere end deres jævnaldrende. Mange af dem afslutter grundskolen uden at gå op til afgangsprøverne, og der er en betydeligt større andel, der har skadet sig selv med vilje eller forsøgt selvmord.
Undersøgelsen viser ligeledes, at det går værre for de udsatte børn og unge end tidligere.
I trivselsmålingen for 2025, ligger 30 pct. af de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, uden for normalområdet. Det er en stigning fra 22 pct. i 2023.
Blandt dem, der modtager støttende indsatser – eksempelvis en støtte-kontaktperson – ligger 35 pct. uden for normalområdet i 2025, mod 28 pct. to år tidligere. For den gruppe, der modtager tidligt forebyggende indsatser, er udviklingen også negativ, men mindre markant.
Ifølge seniorforsker Mette Lausten, der står bag rapporten, er det opsigtsvækkende, at børn og unge, der bor hjemme og får støttende indsatser, i mange tilfælde har lige så dårlig trivsel som dem, der er anbragt.
- Det kan måske virke overraskende, men det er en bekræftelse af det billede, der fremstod i den tilsvarende undersøgelse fra 2023, og en bekræftelse af, at de måske er en overset gruppe, der har behov for mere end den støtte, de får nu, siger Mette Lausten.
For sen støtte til unge
Når de unge fylder 18 år, ophører støtten som udgangspunkt, og derfor rejser undersøgelsen spørgsmålet, om indsatserne bliver iværksat i tide – og om de er tilstrækkelige i både kvalitet, omfang og varighed til at forbedre trivslen markant.
- Indsatsen iværksættes ofte senere i opvæksten, og der er tale om unge, der er udfordret på mange forskellige fronter. Derfor er spørgsmålet også, hvor meget man kan nå at hjælpe dem og bringe dem i retning af god trivsel, inden indsatserne efter barnets lov som udgangspunkt stopper igen, når de unge fylder 18 år, siger projektchef Katrine Iversen.
- Så ud fra undersøgelsens resultater ligger der en klar anbefaling om at overveje, om indsatserne for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, eller som modtager støttende indsatser, iværksættes rettidigt og er tilstrækkelige i både omfang, kvalitet og varighed.
Pigerne er særligt udsat
Rapporten peger desuden på, at én gruppe er særligt udsat, nemlig piger mellem 15 og 17 år, der bor på børne- og ungehjem.
Blandt dem har 36 procent været udsat for fysiske overfald, halvdelen har oplevet voldtægt eller voldtægtsforsøg, og 60 pct. har været udsat for digitale krænkelser. Hele 86 pct. har skadet sig selv med vilje og 61 procent har forsøgt selvmord.
Disse tal tegner et billede af en gruppe unge med massive psykiske og sociale udfordringer.
Undersøgelsen omfatter børn og unge, der enten er anbragt uden for hjemmet, modtager støttende indsatser eller har fået tidligt forebyggende hjælp.
Til sammen udgjorde de i 2023 seks pct. af alle 0-17-årige i Danmark.
Rapporten sammenligner desuden resultaterne med en kontrolgruppe af børn, der ikke modtager støtte efter barnets lov, for at give et klart billede af forskellene i trivsel.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.