Knap 54.000 børn eller 4,7 procent af alle børn vokser op i relativ fattigdom, men tallet har i fire år i træk været faldende - fra 2020 til 2021 faldt antallet eksempelvis med 2700.

I 20 kommuner går dog det den forkerte vej. Her er antallet af børn, der lever i fattigdom, stigende. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Tallene er målt fra 2015-2021. 2021-tallene er de nyeste, som er tilgængelige, og tager udgangspunkt i Danmarks Statistik.

Direktør i AE Lars Andersen glæder sig i første omgang over den overordnede tendens og fortæller, at det blandt andet skyldes, at det er lykkedes at nedbringe antallet af folk på kontanthjælp. Men så er der de kommuner, der halter efter. Det er steder, hvor det generelle indkomstniveau er lavt, siger Lars Andersen:

- Det er den københavnske vestegn, det er Syd- og Vestsjælland, det er Sydjylland og dele af Fyn. Det er områder, hvor vi generelt kan se, at indkomsterne er lavere end andre steder, siger han.

Geografisk skævhed

Fattigdomsgrænsen varierer alt efter familietypen. For en familie med to voksne og et barn er skillelinjen for eksempel en årsindkomst på 247.500 kroner. For familier med en voksen og et barn er grænsen 178.700 kroner.

Den største relative stigning i antallet af fattige børn i 2021 var i Morsø Kommune, hvor tallet steg med 50 eller 1,4 procentpoint. Det er netop den geografiske skævhed, der bekymrer Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen. Hun kalder analysen for "voldsom".

- Det er man nødt til at gøre noget ved politisk, for det kan ikke passe, at Danmark skal knække over på den måde, siger Ninna Thomsen.

Hun peger også på, at denne analyse bygger på tal fra før inflationsstigningen. Derfor kan det se værre ud nu, siger hun.

Direktøren siger, at det politisk - blandt andet - handler om noget så grundlæggende som at sikre, at der skal være råd til at bo i hele Danmark.

- Ellers sker der et skred.

Mange af de her forældre har løs eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, men der er masser af ledige stillinger rundt omkring. Har den enkelte ikke også et ansvar?

- Den enkelte har helt sikkert et ansvar. Det er en meget blandet gruppe. Der er dem, som har mulighed for at komme i gang med arbejde, og så må man gøre noget, så de familier, der ikke har - eksempelvis på grund af psykisk sygdom eller hvis de kun kan arbejde ti timer om ugen - kan få et værdigt liv, siger Ninna Thomsen.

/ritzau/

Trods fald på landsplan: I 20 kommuner vokser børnefattigdom