KØBENHAVN: København har indgået et samarbejde med DGI og DIF, som skal gøre kommunen til den mest aktive storby i verden. Det skal blandt andet få ældre og sårbare til at indgå i de fællesskaber, som idræt skaber.
Aftalen ”Verdensby i bevægelse” giver mulighed for flere idrætsfaciliteter, hvor københavnerne kan mødes og være fysisk aktive sammen på tværs af alder og kultur. Der bliver også mulighed for udsatte voksne for at få økonomisk hjælp til at betale kontingent i den lokale idrætsforening. Og samarbejdet mellem frivillige, foreninger og boligselskaber forbedres, så beboerne i udsatte byområder nemmere kan blive en del af foreningslivet. Det oplyser kommunen.
- Her overvinder vi i fællesskab mange af de udfordringer, vi som samfund står overfor - fx ensomhed, ulighed i sundhed og fejlslagen integration. Denne aftale baner vej for, at endnu flere københavnere kan blive en del af fællesskabet, siger overborgmester Lars Weiss (S).
Aftalen skal også bane vejen for faciliteter, der udnytter byens rum på nye måder og følger befolkningsudviklingen. Det kan være fx 11-mandsbaner i nye byudviklingsområder eller udendørs træningsredskaber i den lokale park. Idrættens organisationer og lokale foreninger vil fremover også blive involveret mere i arbejdet med at skabe liv og aktivitet i nye byområder.
ibs