Syddanmark:
Ny model skal give unge i Syddanmark kortere ventetid til psykolog

Fra oktober får unge med let til moderat angst eller depression et fleksibelt tilbud om gratis psykologbehandling med kort ventetid i regionen. 
30. MAR 2026 11.40

SYDDANMARK: Fra oktober 2026 indfører Region Syddanmark et nyt tilbud om gratis psykologhjælp til unge mellem 18 og 24 år med let til moderat angst eller depression. Tilbuddet tilknyttes Center for Digital Psykiatri på OUH og skal både gøre behandlingen mere fleksibel og sænke ventetiden.

- Når unge mistrives og kæmper med angst eller depression, kan det påvirke store dele af deres liv. Så det er vigtigt, at vi har et behandlingstilbud af høj kvalitet, som er lettilgængeligt, når de unge har brug for det, siger regionsrådsformand Bo Libergren (V) i en pressemeddelelse.

Det nye behandlingstilbud til unge med let til moderat angst eller depression er et trinvist tilbud, der består både af digitale og fysiske forløb afhængig af den unges behov og ønsker. Den første konsultation foregår over video og afgør, hvilket forløb der passer bedst. 

De forskellige muligheder gør det muligt at indrette behandlingen efter den unges behov, fortæller Bo Libergren:

- Der kan være stor forskel på, hvilken behandling der fungerer bedst for den enkelte patient. Nogle foretrækker at være hjemme, hvor de i trygge omgivelser kan gennemgå behandlingen i deres eget tempo. Andre foretrækker at være fysisk til stede og dele behandlingen med andre.

Til opgaven oprettes fire regionsklinikker i de fire sundhedsrådsområder, og der indgås desuden aftaler med eksterne psykologer for at sikre tilstrækkelig kapacitet og bred geografisk dækning. 

Finansieringen sker via midler fra regeringens 10-årsplan for psykiatrien samt midler fra den tidligere ordning med praktiserende psykologer.

ap

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/ny-model-skal-give-unge-i-syddanmark-kortere-ventetid-til-psykolog

GDPR