
AABENRAA: Efter gentagne udhængninger af og klager over politikere og medarbejdere i Aabenraa Kommune har kommunen nu besluttet at politianmelde foreningen "Jobcentrets ofre". Det skriver fagforeningen HK på sin hjemmeside.
Ifølge HK lyder forklaringen, at Aabenraa Kommune har taget afsæt i straffelovens §119a, som omhandler krænkelse af ansatte i tjeneste, der kontaktes, forfølges eller på anden måde chikaneres under udførelsen af tjenesten eller hvervet.
HK skriver videre om kommunens baggrund for politianmeldelsen, at "byrådsmedlemmer, direktører, chefer og flere andre centrale personer nærmest dagligt er bombarderet med klagemails med påstande om sløvsind, uduelighed og nærmest ondskab blandt sagsbehandlerne."
Ifølge HK har "Jobcentrets ofre" kørt en offentlig hetz mod navngivne medarbejdere i Aabenraa Kommunes jobcenter. Kampagnen skete især på de sociale medier med offentliggørelse af fotos, navne og lydoptagelser. Dertil en meget hård retorik, hvor medarbejderne bliver sammenlignet med Hitler og jødeudryddelser.
Foreningens formand er ubekymret
Kristian Jørgensen, kontorleder i Job og Ressourcer i Jobcentret i Aabenraa Kommune, har med hjælp fra en sekretær og medarbejdere i en kontrolgruppe samlet et 100-siders katalog som dokumentation i forbindelse med politianmeldelsen.
- Jeg har også selv været ret påvirket af det, fordi jeg kan mærke, at mine medarbejdere lider, og der generelt er blevet en større grad af frygt blandt os. Det har kostet en del på nattesøvnen, siger Kristian Jørgensen til HK.
Formand og talsperson for foreningen "Jobcentrets ofre" Kim Madsen fortæller i et interview med DR P4 Syd, at han tager politianmeldelsen helt roligt.
- Det der bekymrer mig mest er, at det er en politisk beslutning, at jeg skal anklages for overtrædelse af straffelovens bestemmelse 119a. Det er det der bekymrer mig mest, fordi kommunen (Aabenraa, red.) har ikke noget at have det i. De har godt nok lavet en 100 siders rapport, men den rapport har jeg slet ikke set, siger Kim Madsen i radioen.
Kim Madsen mener, at politianmeldelsen ikke kun er en politisk beslutning:
- Jeg synes, det sender et klart signal om, at der er noget galt i det politiske system i Danmark, at myndighederne bare kan sige, at jeg har begået nogle ulovligheder, og at jeg har sagt at nogle medarbejdere ude i jobcentret er nogle røvhuller, eller at de begår lovbrud og den slags, selvom jeg har fuld dokumentation for det.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.