dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Aalborg skal have et mangfoldighedshus

Mangfoldighedshuset skal være et samlingssted for især LGBT+ borgere og foreninger i kommunen.
18. JUL 2023 11.22

AALBORG: I slutningen af juni godkendte byrådet i Aalborg Kommune, at der skal etableres et mangfoldighedshus, der forventes at åbne inden udgangen af 2023.

Kommunens fokus er at skabe nogle trygge rammer, hvor det primære fokus bliver at forbedre inklusionen af LGBT+ personer og andre minoritetsgrupper.

- I Aalborg Kommune er vi bevidste om vigtigheden af ligestilling på tværs af køn, alder, etnicitet, seksualitet og meget mere. Vores primære fokus er at forbedre inklusionen af LGBT+ personer og andre minoritetsgrupper. Derfor er vi meget glade for at kunne fortælle, at der er afsat midler til etablering af et mangfoldighedshus i Aalborg, siger Tobias Bøgeskov Eriksen (S), formand for Mangfoldighedsudvalget.

Forud for beslutningen har Aalborg lavet forundersøgelse, der har afdækket stor interesse og forventning om et mangfoldighedshus. Det er på baggrund af denne undersøgelse at arbejdet med at etablere et samlingssted for LGBT+ borgere og foreninger kan begynde. Derudover vil det involvere andre foreninger og organisationer, der er interesserede i at styrke sundhed og trivsel for denne målgruppe, skriver kommunen.

Fokus på trygge rammer

Cecer Bjørk Mortensen er repræsentant for LGBT+ miljøet i Mangfoldighedsudvalget. Hun har været med til at afdække behovet for et mangfoldighedshus og ser frem til at få et samlingssted.

- Det har stor betydning at have et mangfoldighedshus i Aalborg, ligesom andre store byer har. Det kan blive et synligt og unikt samlingssted, der bygger broer mellem forskellige foreninger, kulturer, identiteter og perspektiver, siger hun.

- Det vil være et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af forskelle, lære af hinanden og skabe et stærkt fællesskab. Huset kan være med til at skabe en tryg ramme og et inkluderende miljø for LGBT+ personer og andre minoritetsgrupper, som kan være i en udsat position, fortsætter Cecer Bjørk Mortensen.

Huset skal tilbyde en bred vifte af aktiviteter, arrangementer og ressourcer, skriver kommunen. Der skal være plads til at fejre og udforske forskellige kulturer, identiteter og perspektiver gennem kunst, kultur, workshops, foredrag og meget mere.

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.