dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Andelen af borgere på førtidspension når højeste niveau i 15 år

Der er relativt flest førtidspensionister i yderkommunerne, mens andelen stiger på tværs af kommunetyper, viser undersøgelse fra Vive.
13. AUG 2025 10.19

Siden 2019 er andelen af borgere på førtidspension været støt stigende på tværs af kommunegrænser og kommunetyper, viser en ny rapport fra Vive. Det sker, på trods af at politikerne på Christiansborg vedtog en reform af førtidspension og fleksjob i 2013, som ellers skulle sikre, at særligt færre unge fik førtidspension.

I årene efter reformen faldt andelen af borgere på førtidspension da også, men siden 2019 er andelen steget støt, og nu er andelen af borgere med førtidspension på et højere niveau end før reformen i 2013. 

Blandt 17-39-årige er andelen af førtidspensionister steget fra 2,1 pct. i 2019 til 2,9 pct. ved indgangen til 2025. Stigningen skal blandt andet ses i lyset af et stigende antal unge med psykiatriske lidelser.

Og blandt 40-66-årige er andelen steget fra 8,5 pct. i 2019 til 10,1 pct. i 2025. Her skyldes en del af stigningen, at pensionsalderen fra 2019 til 2022 blev hævet fra 65 til 67 år, hvorfor man i dag kan modtage førtidspension to år længere end i 2019.

Samlet set er 7,1 pct. af borgerne (17-66 år) på førtidspension, hvilket er det højeste i 15 år, efter 6,9 pct. af borgerne var på førtidspension fra 2010 til 2013. 

I 2019 var andelen af borgere på førtidspension nede på 5,9 pct. 

Relativt flest førtidspensionister i yderkommunerne

Stigningen i tildelingen af førtidspensioner sker på tværs af kommunetyper, viser Vives rapport, selvom der er relativt flest førtidspensionister i yderkommunerne. Her er andelen steget fra 7,7 pct. i 2019 til 9,1 pct. ved indgangen til 2025. 

Færrest førtidspensionister finder man i de mindre bykommuner, hvor der i 2025 er 5,4 pct. af borgerne på førtidspension mod 4,5 pct. i 2019. 

I mellemkommunerne har man siden 2019 noteret en stigning fra 5,9 pct. til 7,1 pct., mens man i 2013 lå på 6,9 pct. 

I bykommunerne ser man en lignende tendens, men her ligger man dog på et lavere niveau i 2025 (6,0 pct.) end i 2010 (6,2 pct.). I 2019 var det dog blot 4,9 pct. af borgerne, som var på førtidspension. 

Vive skriver videre, at der er en relativ tæt sammenhæng mellem de enkelte kommuners andele af førtidspensionister ved indgangen til 2025 og niveauet for ti år siden.

Det er således de samme kommuner, hvor andelen af førtidspensionister er høj i dag som for ti år siden. Det gælder eksempelvis kommuner som Lolland, Bornholm, Odsherred og Langeland, hvor andelen af førtidspensionister er over 11 pct.

Blandt kommunerne med de laveste andele ligger Dragør, Gentofte, Vallensbæk og Allerød, hvor andelen af førtidspensionister ligger under 3 pct.

Den største stigning i andelen af førtidspensionister er sket i Norddjurs, hvor andelen er steget fra 7,1 pct. i 2015 til 9,6 pct. ved indgangen til 2025, en stigning på 2,5 procentpoint.

Omvendt har Ærø oplevet det største fald på 1,1 procentpoint, idet andelen af førtidspensionister i 2015 var 9,1 pct., mens den i 2025 er faldet til 8,0 pct. 

 

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/andelen-af-borgere-paa-foertidspension-naar-hoejeste-niveau-i-15-aar

GDPR